Indlæg tagget med ‘Bagning’
Muffins med hvid chokolade og lakridsglasur…
Som jeg fortalte, så var familien endnu en gang forsøgskaniner i weekenden. Jeg havde i Boligliv nr. 10/2011 fundet en opskrift på Muffins med hvid chokolade og lakridsglasur. Nogle af mine ynglingsingredienser i den søde verden.
Jeg tror også, at de smagte familien – de forsvandt i hvert tilfælde hurtigt fra fadet!

Sort & Hvid – med et lille farvedrys
Jeg havde ikke lakridspulver – men brugte derimod lakridsrodspulver. Det smager mere mildt af lakrids end lakridspulver. For at bevare den smukke hvide farve i glasuren undlod jeg lakridspulveret. Jeg dryssede derimod med sorte lakrids-harlekintern samt lidt farvet krymmel fra Cupcakefabrikken
Muffinen er ikke så svampet i konsistensen, som jeg gerne vil have den. Men selve ingredienserne spiller godt sammen – og så må jeg jo bare forsøge mig frem til en mere svampet udgave.
Har du lyst til at bage disse muffins – så finder du opskriften på Boliglivs side.
God bagelyst…
Ny chef i køkkenet…
For 1½ uge siden ringede min mor. Hun havde investeret i en ny røremaskine. Hun ville høre, om jeg var interesseret i hendes gamle røremaskine. Jeg har længe drømt om hendes smukke Kenwood røremaskine – så jeg sagde hurtigt ja tak.

Kenwood chef – i en smuk, smuk orange
Den er nu flyttet ind i vores køkken – og er nu vores nye køkkenchef. Selvom den har rigtig mange år på bagen (jeg kan huske den fra hele min barndom) – så kan den stadig gøre et godt stykke arbejde. Drømmen er primært rugbrød. Jeg har længe gerne ville bage rugbrød – men jeg har ikke haft maskineriet til at røre dejen.
Jeg må hellere få fundet alle min bagebøger frem og få lært lidt om surdej og rugbrød. Jeg kan nemlig godt lide et stykke godt rugbrød – gerne i tykke skiver. Allerbedst nybagt, lunt og med koldt smør!

















