Arkiv for kategorien ‘Køkkenliv’
Kokos-banan-is i varmen…
En ny favorit hos mig er is lavet på kokosmælk og banan. Det er super nemt at lave – og sundt. Jeg spiser ikke mælk og fløde, så dette er en lækker mulighed for en cremet is. Dog krystalliserer den lidt – men det ved jeg ikke, om man kan undgå.



En cirka-opskrift
- 2 meget modne bananer
- ½ dåse kokosmælk
- Agavesirup
- Hakket chokolade
Hæld kokosmælken i blenderen og blend den cremet.
Skær bananerne i skiver og blend dem sammen med kokosmælken.
Tilsæt en skvis agavesirup – og blend igen.
Hæld det i en form og tilsæt den hakkede chokolade og sæt det i fryseren

Nybagte boller med nødder og æble…
Jeg holder meget af at bage brød og kage. Jeg er fascineret over at få ingredienser, som vand, gær, salt og mel kan blive til lækkert brød. Jeg følger nogle gange en opskrift – men ofte bager jeg på slump. Jeg har en basis-opskrift – men fyldet varierer.
I den seneste tid har én af favoritterne i huset været boller med revet æble og nødder. Det blev også dem, som jeg bagte i dag.

Jeg rører gæren ud i lunken vand – og herefter tilsætter jeg salt. Meget salt. Der skal skabes balance med det søde æble. Først kommer jeg grovvalset havregryn i, som ligger og bliver lidt bløde, mens jeg river æblet. Æblet er fra egen have og har “overlevet” vinteren, da vi har opbevaret dem rigtigt. Det er skønt at bruge af egen avl.
Nødderne hakkes groft, for jeg kan godt lide, at der er bid i bollen. I dag blev det mandler, men de andre gange har det været hasselnødder. Men de var ikke på lager. Det kunne også sagtens være et mix.
Ti lsidst rører jeg mel i. Jeg tåler ikke hvedemel i større mængder – så jeg bruger sigtet speltmel. Jeg ved at nogle synes, at det er “svært” at bage med. Men jeg har nok bare vænnet mig til det og tænker ikke særligt over det.
Dejen er blød, når den sættes til hævning. Jeg vil gerne have fugtige og luftige boller. Herefter sættes dejen til hævning. Imens kan man jo strikke en pind eller to. Snuppe støvsugeren. Gå en tur. Der er mange muligheder.
Min dej er stadig fugtig, når den er hævet. Jeg hælder den ud på bordet med lidt mel. Jeg ælter en smule – og former bollerne let. Ikke noget med at trille for meget. Jeg vil nemlig gerne bevare luftigheden i dejen. Imens ovnen varmer op til 175 – 200 grader, efterhæver bollerne. Jeg dupper dem let med lidt vand, inden jeg smider dem i ovnen.
I min ovn tager det 18 -22 minutter at få lækre, sprøde boller.
Jeg er vild med varme boller med koldt smør, som smelter. Mmmm… 
Men disse boller er også lækre med spegepølse, ost eller marmelade.

















