Tuftet billede…

Tilbage i maj måned var jeg på tuftekursus i Randers. Jeg havde lyst til at prøve denne teknik for at se, om det var noget for mig.

Inden jeg tog afsted havde jeg lavet en skitse, da jeg vidste, at jeg gerne ville lave et billede til væggen.

Jeg havde set et broderi, som jeg blev inspireret af og tegnede lidt videre.

Kurset foregik hos CaMaRose i Randers. Det var Iben fra Madeindenmarkworkshops, som stod for undervisningen. På kurset var der stillet ramme og tuftenål til rådighed.

Jeg havde ikke helt planlagt mine farver og placering før start – så der er noget, som jeg ville have gjort anderledes, hvis jeg lige havde tænkt over det. Billedet er tuftet på hessian med uldgarn fra mit arkiv.

For at holde styr på løkkerne har det fået en gang latex på bagsiden. Jeg valgte også at lave en lille kant rundt langs billedet. Det gav stabilitet og facon til mit billede.

Jeg limede kanten ned med min limpistol. Note – husk at limen bliver meget varmt,og det er ikke smart at sætte fingrene i det!

Herefter lavede jeg en finpudsning af billedet. Der var nogle løkker, som ikke var der, hvor de skulle være.

Billedet herover viser før finpudsning til venstre. Og efter finpudsning til højre.

Jeg er blevet glad for det endelige resultat. Der er naturligvis plads til forbedringer – men øvelse gør mester.

Det var sjovt at prøve et nyt håndværk. Måske overvejer jeg at skulle prøve igen, da jeg nu er nogle erfaringer rigere.

Billedet har endnu ikke fundet en plads på væggen. Vi flytter i hus til efteråret og her vil jeg glæde mig til at finde den rette plads til det tuftede billede.

OBS Dette indlæg indeholder links, men de er ikke betalte. Det er alene min egen begejstring.

Cecil Shawl er færdig…

Jeg har strikket et smukt sjal, som jeg ikke har fået vist jer. Det har været færdigt i et stykke tid – men tiden er gået med bl.a. køb af hus, som vi overtager i september.

Sjalet er så enkelt og samtidig fyldt med smukke detaljer. Det er strikket i retstrik med en lysegrå bundefarve samt mohair i grønne nuancer samt lidt rosa.

Det er mediterende med retrille efter retrille, mens der leges med organiske former med mohairgarnet. Kanterne er stikke med I-cord (hestetømme), så det giver en smuk kant. Der er ingen montering, og der er kun trådenderne, som skal hæftes. Det gør jeg altid undervejs, så der kun er nogle få, når sjalet er strikket helt færdigt.

Sjalet strikkes vingespids til vingespids. Så der startes med ganske få masker, hvorefter der tages ud i den ene side. Herefter tages der ind igen for at ende med ganske få masker igen.

Mohairgarnet giver et smukt spil i strikken, når både de blandes og står alene sammen med basisfarven.

Fede facts:

Opskrift: Cecil Shawl af Joanna Herriott (engelsk opskrift)

Garn: Livets små glæder Lammeuld 650m/100 g Lysegrå fra ByKopranen.dk (garnet købt for mange år siden i et kit) Superkid mohair garn mintgrøn og sart rosa, Friendly Frey grøn samt Midnatssol Havgrøn. Mohair også fra hemmeren, hvor jeg har brugt det andre projekter. Forbrug i alt 210 g.

Pind: 4mm

Kommentar: Et smukt sjal som har den rette tyngde over skulderene. Det er så enkelt med retrillerne og fyldt med detaljer af de organiske former. Jeg glæder mig til at varme mig under dette sjal i de kommende kølige måneder.

En enkel rosa strikbluse er færdig…

Jeg har helt glemt at vise den enkle, men smukke rosa strikbluse, som jeg har fået færdig. Den er meget enkel, da jeg har ladet garnet tale. En meget smuk rosa med smukke stænk af gyldne toner.

Ærmerne går lige ned og er lidt længere end 3/4 ærmer. Det giver lidt kimono-look.

Som altid sætter jeg et lille mærke i nakken, så jeg kan genkende den.

Fede facts:

Opskrift: Ingen, da den er strikket lige ud af hovedet

Garn: Supersoft garn 100% uld, 575m/100 g i farve Sweet pea. Vægt i alt ca 150 g

Pinde: 4mm og 3,5mm

Kommentar: En super enkel bluse i en smuk farve. Den vil gøre sig godt her i sommeren – og til vinter vil den være smuk med en hvid skjorte under.

Patchworktæppe er færdigt…

E N D E L I G T er dét pacthworktæppe, som min mor håndsyede forsiden på, færdigt. Det tog mig også kun 8 år at få det gjort.

Tæppet – eller rettere stof til tæppet begyndte tilbage i marts 2014, hvor jeg selv trykkede nogle af stofferne. Jeg havde fundet nogle stoffer i min mors gemmer, min egen gemmer samt købt lidt stof. Men der manglede noget stof med hvid baggrund og sort tryk. Derfor trykkede jeg selv noget af stoffet.

Min mor fik alle de forskellige stoffer og syede først stof om pap på massevis af heksagoner.

Herefter syede min mor dem sammen med fine og sirlige sting, og det blev til forsiden af et kommende tæppe.

Jeg fik i foråret 2015 syet bagsiden til tæppet.

Tanken var, at jeg selv skulle quilte det. Men det blev et projekt, som jeg kom til at tage tilløb til i meget lang tid. Jeg ville jo gerne, at det skulle være pænt.

Januar 2022 tog jeg mig sammen til at lægge tæppet sammen. Bagside, uldvat og forside. Jeg holdte det sammen med sikkerhedsnåle.

Jeg gik i gang med at lave quilteprøver på min gamle symaskine. Jeg var ikke tilfreds – så jeg pakkede projektet sammen igen.

I begyndelsen af 2023 faldt jeg over Lotte, som quilter tæpper. Jeg spurgte, om hun kunne hjælpe mig. Det kunne hun – og det er blevet godt.

Jeg valgte et cirkel-mønster – og jeg er super glad for at have valgt at få tæppet quiltet “professionelt”. Det er så flot, og jeg synes, at cirklerne passer perfekt til tæppet.

Næste del af processen var at sy det 6 meter lange bånd rundt langs kanten for at afslutte det pænt. Jeg syede kanten på maskinen – først på forsiden, folden kanten om og syede endnu en stikning.

Jeg var ikke tilfreds med min 2. stikning, så det var frem med opsprætteren og pille alle 6 meter op .

Herefter fandt jeg synålen frem og håndsyede kanten på. Super fint resultat, som var vablen på langemanden værd. Jeg havde ikke fået fundet min fingerbøl frem.

Til sidst syede jeg et fint mærke på. Et mærke med teksten “Et samarbejde mellem mor & datter”. Jeg fik hjælp af en bekendt til at sy det, mens jeg selv lige tilføjede det grønne hjerte, som jeg ofte fletter ind i mit håndarbejde. Det var naturligvis syet med franske knuder, som min mor har lært mig at sy.

I går da vi fejrede Mors dag på forskud, kunne jeg vise min mor det endelige tæppe. Jeg er super glad og stolt over, at det endeligt er færdigt.

Jeg er vild med tæppet, som er fyldt med massevis af kærlige sting. Jeg glæder mig til at tage det i brug og lade det varme mig, mens jeg sender kærlige tanker til min mor. Det var den lange rejse værd.

Strikkede gopler…

Jeg har en forkærlighed for sten, skaller, drivtømmer, søpindsvin og andet godt fra stranden. Vores hjem bærer præg af det med strandfund og billeder rundt omkring.

I adventsgave til min mor strikkede jeg en goppel fra LIBE.KBH. Jeg har nu strikket en lille flok, som er til min søster i stedet for en blomst til hendes fødselsdag.

Jeg har ikke fulgt opskriften fra LIBE.KBH. Jeg har strikket dem på en anden måde. Jeg har fundet diverse garner fra gemmeren, som laver et lækkert spil. Jeg tænker, at jeg skal have strikket en lille flok til mig selv.

Kreativitet af...
Karina, som holder utrolig meget af at være kreativ. Jeg ønsker at dele mine kreativiteter med dig - og jeg håber, at du vil blive inspireret...

unikarina

Læs evt. mere under "Om".
Jeg er utrolig glad for, at du kiggede forbi - kom endelig igen...
Kontakt mig…
Skriv gerne en kommentar eller hilsen...
unikarina
Copyright © 2009 – 2023
Alle tekster, illustrationer og billeder er mine, medmindre andet er angivet. Indholdet på denne side må derfor ikke anvendes uden min skriftlige tilladelse.
Til salg…
Få en mail med nye indlæg...
Sociale medier…
Enkel nøglering i læder…
Farve garn med avocado…
Pinde til theposer…
Skål i selvtørrende ler…
Hold kaffen varm…
Strik gennem tiden…

Jeg har strikket gennem flere år. Herunder kan du se de seneste år. Resten finder du i øverste fane under “Strik gennem tiden”.

Strik 2022…
Strik 2021…
Strik 2020…
Strik 2019…
Strik 2018…
Bag svampet squashkage…
Bag nogle skønne boller…
Bag lækre gulerodsmuffins…
Reklamefri…
unikarina
unikarina strikker også her…
unikarina

Jeg strikker sammen med mange andre strikke- og hækleglade fra hele verden...
Blogprisen 2016…
mini_mba

unikarina.dk blev nr. 3 i kategorien "Håndværk og Kreativitet". Tak for din stemme.
Blogprisen 2015…


Afstemningen er slut