Indlæg tagget med ‘Kreativitet’
Hemmeligheder…
Hvis der er nogle, som synes, at der er lidt stille her på bloggen, så er det bare fordi, jeg har travlt med at lave hemmeligheder. Masser af dem. Der syes, broderes, strikkes – og råhygges! Faktisk synes jeg, at det er svært at holde på de kreative hemmeligheder – for jeg vil så gerne dele. Men det kommer – senere! Der tænkes mange kreative tanker. De skrives ned, så de ikke glemmes.
Samtidig er jeg enerådig husbestyrerinde – med alt hvad det indebærer. Der skal holdes øje med, om stokerfyret har nok træpiller på, så der er varme. Der skal skovles sne – masser af sne. Det er lidt hyggeligere at skovle sne, når man er to. Katten hjælper dog til – eller går mest i vejen – når ikke hun forsøger at æde en forbipasserende gravhund! Jeg sender billeder til den anden ende af landet, så kæresten kan se, at det virkeligt er sandt, når jeg siger, at der er meget sne her. Hos ham er der intet! Jeg skal selv lave aftensmad. Der skal købes ind. Der skal tømmes postkasse – både den med snail mail og mail. Disse skal alle besvares. Der er faktisk nok at gøre for en husmor…

Jeg kan se, at der rundt omrking i blogland bliver lavet mange kreative hemmeligheder. Jeg glæder mig så meget til at se, hvad der dukker op i den kreative pakkekalender. Jeg fornemmer, at I glæder jer til at modtage en gave fra én, som I ikke kender – men også tænker mange tanker omkring at sende glæde ud til en anden. Det gør mig glad! For det er det, det handler om – at glæde og blive glad.
Ha’ en god aften… Nu skal jeg sysle – eller måske lige vaske op først!!!
Søndagens sysler…
I dag skal jeg rigtig råhygge. Jeg skal nemlig tilbringe dagen i mit kreative værksted. Jeg skal være i selskab med min bedste makker, en bunke stof, en stor portion kreativitet og Tina Dickow, som skal forkæle min øregange.

Det er denne bunke, som skal forvandles til basiselementer i min efterårs- og vintergarderobe. En taske skal det også blive til.
Resultaterne skal I selvfølgelig få at se! Hvad skal du lave på denne skønne søndag? Nyd den…

















