Indlæg tagget med ‘Filt’
Filteteknik til engleblid bordløber…
Der er flere, som har spurgt til, hvordan jeg har lavet den engleblide bordløber. Hvis man havde haft et vågent øje – så havde jeg faktisk lagt et link ind, hvor jeg henviser til at nunofilte.

Jeg har brugt teknikken at nunofilte til bordløberen. I indlægget om nunofiltet sjal har jeg lavet en guide til, hvordan jeg nunofilter. Man kan også gøre det med en tørretumbler – men det har jeg ikke og har derfor heller ikke erfaring med denne metode.
Til bordløberen har jeg brugt et stykke forfiltet uld (nålefilt), som er købt i metermål. Du kan selvfølgelig også selv lave denne del selv – men man kan også springe over hvor gærdet er lavest!
Jeg har brugt pongeesilke til kjolen. Det er silkestof i metermål. Det er helt glat ved starten – men krøller sammen undervejs i filtningen.

Englens ansigt og fødder er lavet af tussahsilke. Det er en fiber, hvor jeg har taget nogle totter, som jeg blot har formet til cirkler.
Vingerne er lavet i chiffon med et velourbladmønster.
Glorien og stjerne er lavet i en slags tyl i guld. Både chiffonen og tyllet har jeg fundet i en stofforretning for flere år siden. Men jeg er sikker på at du kan finde et alternativ til det.
Så er det bare op til dig at lave dine egne engle – eller nisser eller, hvad du har lyst til at dekorere din bordløber med.
God filtelyst…
Engleblid bordløber…
Jeg har i flere år haft lyst til at give min svigermor en filtet bordløber. Jeg troede, at hun mest er til nisser – og at det er svigerfar og mig, som er engletossede. Men i oktober til svigerfars fødselsdag snakkede vi om jul – og svigermor fortalte, at hun hellere vil have engle end nisser.
Nu var jeg slet ikke i tvivl mere. Hun skulle have den filtede bordløber med de blide engle. Den skulle være en del af hendes julegave – men for at hun skal få fornøjelse af den, så har hun allerede fået den.
Har I lyst til at se bordløberen og processen? Så se med.
Som tidligere fortalt så laver jeg gerne projektkasser.
Denne projektkasse bestod af forfiltet uld i metermål, silke i forskellige afskygninger, stjerner i guldtyl, vinger i chiffon med bladmønster og håndklæde.
Her har jeg fået lagt filt og alle delene op.
Jeg bruger samme filteteknik, som når jeg nunofilter.
Før jeg ruller bordløberen sammen, får det lige et lille “regnskyl”.
Bemærk at englen er helt glat.
Efter en tur i saftkogeren for at give det damp og en bumletur i den sorte sæk, så skal bordløberen pakkes ud af stoffet.
I denne proces er nogle af uldens små fibre “kravlet” igennem silken, stjernerne og vingerne. Ulden danner gribearme og holder det på plads.
Bordløberen dyppes nu i varmt sæbevand – tages op og kastes blid mod bordet. Denne proces gentages mange gange, mens jeg bliver mere hårdhændet undervejs. Det er vigtigt at folde filten ud – sikre at der ikke er nogle folder.
Når jeg er færdig med at filte, så giver jeg bordløberen en rulletur omkring en rundstok. Det giver et flot finish.
Den færdige bordløber…
Læg mærke til englens smukke strukturer. Kjolens silkestof og chiffonvingerne var helt glatte, da jeg startede. Nu er det krøllet, fordi det ikke krymper, som ulden gør. Ulden trækker det sammen. Jeg kan rigtig godt lide den effekt, som det giver.
Midt på bordløberen er der et stjernedrys…
Nu holder englene øje med svigermor og svigerfar…

















