Indlæg tagget med ‘DIY’
Strikkerør…
Den anden dag viste jeg min strikkekurv. Der var bl.a. Strikkerør til strikkepinde. Jeg har dem i forskellige størrelser – så de passer til både Jumper pinde samt Strømpepinde.
Disse strikkerør er meget nemme at lave. Det er blot paprør – evt. fra plakater, som er blevet beklædt med tapet. Jeg har valgt at lave alle mine Strikkerør med samme slags tapet. Men man kan sagtens lave dem i skønne farver og mix – alt efter humør og lager. De passer med resten af udstyret i min strikkekurv…
Forklæde…
Min ene søster udbrød juleaften, da hun pakkede hendes shopping bag ud, at det var lige, hvad hun ønskede sig. Et forklæde! Jeg måtte skuffe hende og sige, at det var en shopping bag. Ikke at hun ikke kunne bruge den og blev glad for den. Men hun havde længe ønsket sig et forklæde med smæk, så det var dét, hendes tanker var fuld af. Hun har et kokkeforklæde, som kun dækker forneden. Men af en eller anden grund, så synes pletterne bedst om den øverste del!
Nu er det så heldigt, at hun har fødselsdag i begyndelsen af januar – så jeg noterede straks ønsket bag øret. Derfor har jeg nu syet et forklæde til min søster. Det er syet af rester fra venindens shopping bags, som jeg syede til jul. 
Da jeg var i gang med at sy, syede jeg også ét til mig selv. Mine gamle forklæder er slidte og trænger til fornyelse.
Skulle du få lyst til at sy et forklæde, har jeg lavet en vejledning. Jeg har brugt rester fra min gemmer. Det er en god måde at få dem brugt på.
Som I kan se, så er forklædet taget i brug – jeg i gang med at dejne boller. De er for øvrigt vist færdige med at hæve. Så jeg må vist hellere i køkkenet og have sving i forklædet igen.

















