Indlæg tagget med ‘Bagning’
Adventsgaver første søndag 2012…
Man bliver aldrig for gammel til adventsgaver. Jeg giver adventsgaver til min mor. Jeg får adventsgaver fra min mor. I år får jeg også adventsgaver fra Bettina, som jeg vandt i en give away hos hende.
Jeg elsker at give og modtage gaver. Jeg elsker forberedelserne og at pakke ind. Jeg elsker hemmelighedskræmmeriet. Jeg er spændt på, om det falder i god jord hos modtager. Jeg glæder mig også over, at nogen har lavet gaver til mig.
Denne første søndag i advent er der en lækker stofbunke til min mor. Jeg købte nemlig nogle Liberty stofrester hos HanneC til efterårssalg. Min mor syer rigtig meget patchwork – og kan nemt lige bruge et stykke smukt stof til et projekt. Jeg er sikker på, at de vil blive lavet til nogle smukke ting.


Fra min mor var der en skøn bagebog.
Jeg holder meget af at bage – og elsker at læse bagebøger. Nogle gange følger jeg opskriften – andre gange bliver jeg inspireret.
På pakken fra Bettina stod der “Kreahygge”.
Indeni gemte der sig papir, kugler, lim, læder og små fine poser. Der er lidt at lege med.
Mit hjem dufter af…
Mit hjem dufter af svampede squashkager og sprøde småkager. Jeg har nemlig været i gang med at bage, for i morgen dukker strikkepigerne op – og der skal også bydes på lækkerier.


Jeg fik for et par uger siden på FB en sød historie fra en “gammel” skoleveninde. På hendes arbejde havde de kagedag – og hendes kollega havde squashkage med. Min skoleveninde er vild med squashkage og spørger efter en opskrift. Fluks får hun opskriften fra min side. Min skoleveninde spørger, om kollegaen kender mig – hvortil hun svarer, at det var en opskrift fra en lækker blog :o) Min skoleveninde kunne så fortælle, at hun kender bloggen – men også kendte mig fra skoletiden. Jeg synes, at det er en hyggelig historie.
Det mindede mig om, at jeg bager en meget god squashkage – og det netop nu er sæson, hvor squashplanten leverer dem i hobetal. Allerførst i indlægget er der links til både den ene og anden opskrift, hvis du skulle have lyst.

















