Forfatterarkiv
Lækkerier…
Lørdag tog jeg turen til Harlev, for Tulipaner & Tomater holdte sensommersalg. Vejret var lidt råkoldt – men det gjorde ikke noget, for der var masser af hjertevarme og hygge i teltet. Som altid er det lækkert at snuse rundt blandt Hannes smukke kreationer. Jeg kan virkelig godt lide hendes leg med broderier, stoffer og farver. Jeg fik lidt lækkerier med hjem – nogle hemmelige og skal bruges til gaver, derfor kan jeg ikke vise dem frem.
I den ene balje lå der gul elastik og indbød til leg. Jeg fik et par meter med hjem til et kommende projekt. 
Jeg fangede også en Clover opsprætter. Som jeg sagde til Hanne – så plejer jeg at sy det rigtigt første gang, for jeg gider ikke pille op! Hun svarede klogt, at den kunne bruges til at sprætte knaphuller op med!
Der var også nogle smukke, hvide keramikstager, som lokkede…
Der var også nogle i mini udgave…
Men min beholdning af kertelys er lig nul. Så de er skrevet på indkøbslisten, så jeg kan få lys i de små stager.
Nåede du ikke forbi sensommersalget, så ved jeg, at du kan købe Hannes lækkerier her. Jeg ved, at der bliver lagt nye varer ind – for marketingschefen havde travlt med at tage billeder af alle de nye ting, som Hanne havde fået lavet.
Mit hjem dufter af…
Mit hjem dufter af svampede squashkager og sprøde småkager. Jeg har nemlig været i gang med at bage, for i morgen dukker strikkepigerne op – og der skal også bydes på lækkerier.


Jeg fik for et par uger siden på FB en sød historie fra en “gammel” skoleveninde. På hendes arbejde havde de kagedag – og hendes kollega havde squashkage med. Min skoleveninde er vild med squashkage og spørger efter en opskrift. Fluks får hun opskriften fra min side. Min skoleveninde spørger, om kollegaen kender mig – hvortil hun svarer, at det var en opskrift fra en lækker blog :o) Min skoleveninde kunne så fortælle, at hun kender bloggen – men også kendte mig fra skoletiden. Jeg synes, at det er en hyggelig historie.
Det mindede mig om, at jeg bager en meget god squashkage – og det netop nu er sæson, hvor squashplanten leverer dem i hobetal. Allerførst i indlægget er der links til både den ene og anden opskrift, hvis du skulle have lyst.

















