Indlæg tagget med ‘Uld’

Jeg havde kortvarigt en strikkepause i november pga. nogle sår på venstre hånd. Så kom jeg til at købe en lækker strikket cardigan. Dernæst købte jeg nogle skønne knapper – og jeg var slet ikke i tvivl om, at de skulle i en lang cardigan i koksgrå.

Jeg begyndte mit strikkeprojekt lige før jul. Jeg havde tegnet den købte cardigan af. Strikkeprøven var strikket. Nu skulle der bare laves beregninger. Jeg havde udskudt det – tænkte at det ville tage masser af tid. Men da jeg kom i gang – så var det ikke så slemt. Jeg har også en super god bog, som hjælper mig lidt på vej. Jeg skulle blot vende det hele lidt på hovedet, da jeg ville strikke den oppefra og ned.

I julen tog jeg strikketøjet med hjem – og der gled en del masker over pindene. Der er strikket bæltestropper ind i sidesømmene. Der er nemlig planer om et langt bælte til at sno om maven. Nu er jeg dér, hvor der skal laves lommer. Det går dejligt fremad.

Når jeg har strikket selve kroppen, vil jeg klippe forstykket op og strikke kanterne. Der bliver nogle åndeløse øjeblikke, mens saksen klipper sig gennem strikken. Der skal tælles og fifles, når kanterne skal strikkes. Jeg håber, at det lykkes i første forsøg.

Men jeg har en fornemmelse af, at det bliver godt. En enkel, lang cardigan – med et dejligt twist på knapperne. Lige præcis i min størrelse.

P.S. Der laves notater undervejs, som jeg gerne deler, når jeg er nået i mål!

Jeg er en frossenpind. Jeg kan godt lide at pakke mig ind i uld. Jeg har nogle uld-godter i min vintergarderobe, som jeg holder meget af. For det første så har de en historie. For det andet så er de varme. For det tredje er de smukke. For det fjerde…

Tilbage i slut 1970’erne – og i løbet af 1980’erne blev mine søstre og jeg konfirmeret. Min mors tante strikkede nogle luffer med norsk mønster. Disse luffer forærede hun som gave til bl.a. konfirmation. Jeg er den sidste i rækken, så jeg havde jo luret, at det også ville blive min gave til konfirmation. Jeg glædede mig faktisk til at få mine egne norske luffer. Jeg havde lånt mine søstres. Men det ville blive godt at få mine helt egne.

Men sådan gik det ikke. Tante havde pludseligt tænkt, at det var ikke noget for et ungt menneske. Så jeg fik en fin gaveæske med sæber i. Meget stærkt duftende!  Jeg må indrømme, at jeg følte mig lidt “snydt”.

Sagen var så heldigvis sådan, at mine storesøstre faktisk ikke var så glade for lufferne – og ikke brugte dem. Jeg fik derfor lov til at overtage dem. Jeg har dem endnu. De er 25 – 30 år gamle. But still going strong. De er dejlig klassiske – og bliver aldrig umoderne. De varmer stadig år efter år.

Jeg kan se, at de er godt brugte – og trænger da vist til en god uldvask. De er knap så råhvide i øjeblikket. Det bliver vist et juleferieprojekt.

Jeg har også nogle andre luffer, som jeg holder meget af. Teknisk set så er de min mors. Hun vandt dem i pakkeleg. Men min mor er bestemt ikke en frossenpind – nærmere en viking. Og hun vil aldrig komme til at bruge dem. Så haps sagde jeg – og nu er de mine. Det er et par luffer, som min moster har strikket og valket. De holder også godt på varmen.

Jeg har også lige lånt en bog på biblioteket. Den hedder “Strik med nordisk tradition”. Der er en masse skøn inspiration og viden i, som jeg glæder mig til at læse. Men prøv lige at se de skønne luffer på forsiden. Er de ikke skønne?

Jeg glæder mig til at lære mere om nordisk strik i juleferien – som rykker nærmere og nærmere. Det bliver godt. Måske der skal nogle nordisk inspirerede luffer på strikkepindene?