Indlæg tagget med ‘Trøje’
Strokkur er færdig…
Godt nytår til alle. Håber at I hver især kom godt ind i det. Jeg strikkede mig ind i det nye år. Jeg har fået strikket Strokkur sweateren færdig. Jeg begyndte på den før jul – men den holdte lidt juleferie, før jeg fik gang i den igen.
Jeg er vild med at strikke jaquardstrik, mønsterstrik eller Fair Isle strik – kært barn har mange navne. Jeg synes, at det er så sjovt med farveskiftene. Man skal lige have en pind mere, så man kan se lidt mere af mønstret. Desværre var der kun 22 rækker af de sjove rækker. Det var alt for hurtigt overstået. Jeg må finde et projekt, hvor der er flere rækker.
Jeg elsker også bagsiderne af jaquardstrik. De fine floteringer bagpå skal ligge ensartet og smukt. Bagsiden er nemlig også en del af processen.

En anden fin detalje på denne sweater er, at den er strikket således, at nakken bliver højere end forstykket. Rigtig pænt når sweateren kommer på.

Den er varm og lækker…

Og lige til at tage med i tasken!

Jeg har strikket i de samme farver som originalen.

Jeg er vild med gult og gråt sammen.
Fede facts:
Opskrift: Strokkur fra Ysolda
Ændringer: Jeg har valgt at strikke ærmer på. Jeg brugte samme teknik, som i Chalkstone og Vormorgunn. Jeg strikkede en lille bid af ærmet, som jeg satte ind, da jeg skulle strikke bærestykket. I halskanten samt ærmekanter har jeg strikket en ribkant, da jeg bedre kan lide dette. I originalen er der perlestrik. Da bærestykket var strikket, kunne jeg strikke ærmerne oppefra og ned og tilpasse dem længde.
Garn: strikket med alpaka garn fra garnpusher.dk, 100 m/50 g, farve grå 320 g, lys grå 24 g samt gul 21 g
Pinde: 4,5 mm /Knit Pro
Kommentarer: Jeg synes, at sweateren er blevet flot. Jeg kunne måske godt have tænkt mig, at den var samme størrelse om min sorte Vormorgunn. Den er mere som en bluse – og denne er mere en sweater. Men jeg er nu sikker på, at den nok skal blive brugt.
Vormorgunn trøje er færdig…
Jeg har strikket den blødeste, smukke trøje fra bogen Islandsk strik – nemlig Vormorgunn. Jeg lånte bogen på biblioteket.

Der er mange smukke modeller – men jeg var slet ikke i tvivl, da jeg så modellen Vormorgunn. Så enkel og klassisk – og lige mine farver.

Dog bruger jeg ikke den type vest, så jeg var sikker på, at den skulle have ærmer. Og med ærmeteknikken fra Chalkstone frisk i hukommelse, så var det nemt at lave den til en trøje.
Bullen (det nederste på kroppen) var nemt og hurtig strikket. Rundt og rundt med ind- og udtagninger i siderne. Bærestykket var også hurtigt strikket, da man lige skal have en pind mere, da man lige skal se, hvordan mønstret bliver. Jeg bruger stadig min strikkegadget – perlen på pegefingeren til at holde styr på trådene.

Jeg er vild med at strikke jaquardstrik. Det er sjovt at se, at mønstret skrider frem. Og man skal jo også sikre, at floteringerne (trådene) på bagsiden ikke for lange samt ligger pænt.

Jeg øver mig i at komme til at holde af ærmestrik. Jeg synes, at det er kedeligt. Men de er jo hurtig at strikke, da der jo ikke er så mange masker, som man skal strikke.
Trøjen blev færdig i går og blev straks smidt i vaskemaskinen, så maskerne kunne falde på plads – for der kunne ikke vaskes mere blødhed ind i trøjen. Den er strikket i det blødeste alpaka. Trøjen var tør i morges – og den er straks taget i brug. Den er et hit.




Jeg er vild med det enkle design. De klassiske farver. Jeg overvejede at putte en gul zig zag stribe inde – den ville være smuk sammen med det grå og sorte. Måske i den næste! Jeg synes om, at det er en bluse og ikke en stor rummelig sweater.
Fede facts:
Opskrift: Vormorgunn fra Islandsk strik
Ændringer: Jeg har valgt at strikke ærmer på. Jeg brugte samme teknik, som i Chalkstone. Jeg strikkede en lille bid af ærmet, som jeg satte ind, da jeg skulle strikke bærestykket. Nederst samt i halsen har jeg strikket en ribkant, da jeg bedre kan lide dette. I originalen er der perlestrik. Da bærestykket var strikket, kunne jeg strikke ærmerne oppefra og ned.
Garn: strikket med alpaka garn fra garnpusher.dk, 100 m/50 g, farve sort 280 g, natur 13 g, lys grå 15 g, grå 17 g samt mørkegrå 20 g
Pinde: 4,5 mm, samt 4 mm til ribkanter /Knit Pro
Kommentarer: Jeg er slet ikke i tvivl om, at den bliver et kæmpe hit.

















