Indlæg tagget med ‘Supersoft garn’
En andens kvindes frustration…
For et stykke tid siden var jeg en tur i genbrugen, som ligger lige omkring hjørnet fra, hvor vi bor. Her fandt jeg en anden kvindes frustration. En lækker ulden cardigan, som ikke var blevet monteret færdig. Jeg havde på fornemmelsen, at noget var gået galt – og den så var blevet kasseret. Heldigvis ikke i skraldespanden.

Cardiganen var ikke tænkt til mig – men min ene søster, som godt kan lide rødt.
Cardiganen manglede at få monteret det nederste på ærmerne – samt den manglede forkanter. Da jeg skulle i gang med forkanterne, kunne jeg forstå frustrationen. Forkanterne var skæve. Muligvis der ikke var syet en markeringstråd, før man syede på maskinen og klippede op. Jeg tænker, at vedkommende er blevet rigtig sur og frustreret og ikke gad at gøre projektet færdigt.
Jeg syede derfor nogle markeringstråde ind på hvert forstykke for at sikre, at forkanterne blev lige – samt forstykkerne blev lige store.

Herefter samlede jeg masker op langs markeringstråden.
Forkanterne blev strikket i sort og hvid striber, så det passede til ærmerne.
Efter at have strikket forkanterne skulle de syes fast – og samtidig bliver opklipningskanten gemt.
Det endelige resultat er en lækker cardigan – uden knapper, da min søster ofte bruger at have cardiganen til at stå åbent.

Prisen for cardiganen var hele 39 kr. Med et par timers arbejde var den brugbar. Min søster fik den i påsken som et ekstra påskeæg. Nu må vi håbe, at hun får god fornøjelse af den.
Skulle du have lyst til at strikke cardiganen – så findes opskriften på Familie Journalens hjemmeside helt gratis. Klik på linket og du kommer dertil. Jeg kunne overveje at strikke den, da jeg godt kan lide striber og tern. Min skulle blot være i andre farver.
Blid cardigan er færdig…
Den blide, rosa cardigan er færdig og er blevet “testkørt” i dag. Den er blevet rigtig god – og jeg tror, at jeg kommer til at bo i denne.
Jeg har selv beregnet opskriften til denne. Jeg kom godt i gang – men jeg var ikke tilfreds med bærestykket, så det strikkede jeg én gang til. Jeg har strikket frem og tilbage for at undgå montering til sidst. Langs forkanterne har jeg strikket rib. Desuden så øver jeg mig i at holde af at strikke vrangmasker. Nakken er strikket højere ved hjælp af vendestrik. Det giver en fin pasform.


Fordelen ved at strikke oppefra og ned er, at man kan prøve undervejs – og hele tiden tilpasse.
Da bærestykket var klart, så var det bare frem og tilbage til jeg havde den rette længde. Dog indsatte jeg en hjælpesnor, så jeg senere kunne strikke lommer.



Tid til en sidste prøvning af længden.
Da jeg havde strikket hele kroppen, strikkede jeg lommerne.
Ikke så voldsom store, men jeg vil jo også blive sidetung, hvis jeg kan proppe for meget i lommerne.
Jeg var ikke helt sikker på, hvordan ærmerne skulle være, så jeg strikkede bæltet først. Jeg har strikket med 1 tråd mere af supersoft garn, da jeg ville have bæltet mere fast samt sikre, at det ikke ville blive for slatten, når det blev bundet hele tiden.

Bæltet sidder i de bæltestropper, som jeg har lavet i hver sidesøm.

Som altid, når mit strik er færdigt, får det en blid uldvask. Så falder maskerne på plads, og spindeolien vaskes ud.

Cardiganen var tør her til morgen og blev straks taget i brug. Jeg fik kærsten til at tage billeder. Det er godt, at jeg ikke er fotomodel, for det ville være et fuldtidsjob for en fotograf at få et hæderligt billede i kassen. Men det lykkedes næsten…


Fede facts:
Opskrift: Min egen – den er strikket ud af hovedet og tilpasset undervejs. Dét er nemlig det smarte ved at strikke oppefra og ned.
Garn: strikket med supersoft garn fra garnpusher.dk, 575 m/100 g. Endvidere har jeg strikket en superkid mohair tråd med for at få den lidt fluffy. Forbrug kommer lidt senere, når jeg finder mine notater.
Pinde: 3,5 og 4 mm /Knit Pro Karbonz
Kommentarer: Jeg kan lide det enkle look med små detaljer. Jeg er vild med den blide rosa. Den er fin til mit sort-hvide look – men gør sig også rigtig godt til gråt. Jeg kommer til at bo i denne cardigan. Den er blevet rigtig lækker, hvis jeg selv skal sige det.

















