Blid cardigan er færdig…
Den blide, rosa cardigan er færdig og er blevet “testkørt” i dag. Den er blevet rigtig god – og jeg tror, at jeg kommer til at bo i denne.
Jeg har selv beregnet opskriften til denne. Jeg kom godt i gang – men jeg var ikke tilfreds med bærestykket, så det strikkede jeg én gang til. Jeg har strikket frem og tilbage for at undgå montering til sidst. Langs forkanterne har jeg strikket rib. Desuden så øver jeg mig i at holde af at strikke vrangmasker. Nakken er strikket højere ved hjælp af vendestrik. Det giver en fin pasform.


Fordelen ved at strikke oppefra og ned er, at man kan prøve undervejs – og hele tiden tilpasse.
Da bærestykket var klart, så var det bare frem og tilbage til jeg havde den rette længde. Dog indsatte jeg en hjælpesnor, så jeg senere kunne strikke lommer.



Tid til en sidste prøvning af længden.
Da jeg havde strikket hele kroppen, strikkede jeg lommerne.
Ikke så voldsom store, men jeg vil jo også blive sidetung, hvis jeg kan proppe for meget i lommerne.
Jeg var ikke helt sikker på, hvordan ærmerne skulle være, så jeg strikkede bæltet først. Jeg har strikket med 1 tråd mere af supersoft garn, da jeg ville have bæltet mere fast samt sikre, at det ikke ville blive for slatten, når det blev bundet hele tiden.

Bæltet sidder i de bæltestropper, som jeg har lavet i hver sidesøm.

Som altid, når mit strik er færdigt, får det en blid uldvask. Så falder maskerne på plads, og spindeolien vaskes ud.

Cardiganen var tør her til morgen og blev straks taget i brug. Jeg fik kærsten til at tage billeder. Det er godt, at jeg ikke er fotomodel, for det ville være et fuldtidsjob for en fotograf at få et hæderligt billede i kassen. Men det lykkedes næsten…


Fede facts:
Opskrift: Min egen – den er strikket ud af hovedet og tilpasset undervejs. Dét er nemlig det smarte ved at strikke oppefra og ned.
Garn: strikket med supersoft garn fra garnpusher.dk, 575 m/100 g. Endvidere har jeg strikket en superkid mohair tråd med for at få den lidt fluffy. Forbrug kommer lidt senere, når jeg finder mine notater.
Pinde: 3,5 og 4 mm /Knit Pro Karbonz
Kommentarer: Jeg kan lide det enkle look med små detaljer. Jeg er vild med den blide rosa. Den er fin til mit sort-hvide look – men gør sig også rigtig godt til gråt. Jeg kommer til at bo i denne cardigan. Den er blevet rigtig lækker, hvis jeg selv skal sige det.


















Hvor er den blevet perfekt og smuk . En klassiker er født . Den klær dig så fint
Den ser altså også bare lækker og varm og hyggelig og smart ud. Og den klæder dig. :-)
Kære dig,
Som ivrig nybegynder strikker er jeg af og til inde og hente inspiration på din fine blog. I dit seneste indlæg med den rosa cardigan er der et billede hvor du har en hvid striktrøje med sorte bladformede mønstre på….I love it! Må man spørge til hvad den hedder og om opskriften mon kan erhverves et sted?
På forhånd tak!
Mvh Ann
Åh, hvor er den flot!! Og jeg synes altså også, at billederne er gode :)
Anne: Tak for det
Katrine: Takker
Ann: Tak. Den hvide strik med sort mønster er en trøje, som jeg har købt fra en pige i Norge. Der findes ikke en strikkeopskrift
Henriette: Takker. Jeg har sorteret rigtig meget i billederne :o)
Den er superfin.
Er også selv vild med strik, der er højere i nakken. Derfor er jeg nysgerrig på, hvordan du har lavet din vendestrik i nakken. Vil du mon dele..?
Hilsen
Charlotte
Hvor er den blevet smuk – og du ser bare så dejlig ud. Kan godt forstå, at du kommer til at BO i den. Glæder mig til at høre om garnforbrug, da jeg også vil bestille garn på et tidspunkt hos GARNPUSCHER. KÆRLIG HILSEN FRA KIRSTEN.
Din trøje ser rigtig dejlig ud, jeg kan godt forstå hvis du kommer til at bo i cardiganen :-)