Indlæg tagget med ‘Kreativitet’
En smuk bog til notater…
Jeg bruger notesbøger til mange ting. De holder bl.a. styr på adresser og fede idéer, som ikke må glemmes. Jeg har én i min taske, så når jeg er på farten, kan jeg altid lige lave et notat eller tegning. Jeg bliver inspireret overalt!
Jeg har købt nogle sorte notesbøger i Tiger med blanke sider. Men disse skulle have lidt kulør, og jeg har jo købt en masse skønt papir, som jeg kunne bruge til formålet. Du kan se her, hvordan jeg gjorde…
Du skal bruge… 
Notesbøger, papir, tapet, Limlak til papir, pensel, saks, blyant samt lineal.
Ha’ en fugtig klud klar til at fjerne overskydende limlak med.
Trin 1:
– Først klippes et stykke papir, som skal bruges til ryggen.
– Smør lim på papiret og sæt det fast på ryggen. Sørg for at det sidder lige, samt der ikke er lufthuller og folder.
– Fold det om kanterne – vær omhyggelig med at komme ind i alle folder.
– Klip små hak og fold enderne ind mod notesboges inderside. (Det lille billede)
Trin 2 (ej illustreret):
– Klip 2 stykker til for- og bagside.
– Smør lim på papiret og placér det på notesbogen. Sørg for at det sidder lige, samt der ikke bliver lufthuller og folder. Obs. jeg prøvede, hvor jeg smurte lim på notesbogen – men papiret er nemmere at arbejde med, når limen har fået lov til at gøre det lidt vådt.

Trin 3:
– Klip hjørnerne af.
– Smør lidt ekstra lim på kanterne og fold rundt om kanterne.Vær opmærksom på at få hjørnerne pæne.
Trin 4:
Hvis du ikke har fået papiret fra ydersiden til at have lige kanter, kan du skjule dem ved at sætte et stykke papir indvendigt.
– Klip et stykke papir, som passer i størrelsen. Smør lim på og placér indvendigt.
– Dekorér evt. notesbogen med udklip.
Nu har du en notesbog, hvor du kan skrive lige, hvad du vil… 
God fornøjelse…
Kys m.m….
Da jeg var på torvet i Silkeborg, hvor jeg besøgte Hanne og Annes bod, købte jeg et armbånd med kys. Jeg har leget videre… Jeg havde nemlig en pakke sort fimo i skabet. Jeg har lavet stjerner med håb, hjerter med kærlighed og lykketal samt fugle, som er klar til at flyve ud i det fri!

Jeg er stadig vild med “kysset” – men jeg synes, at det er sjovt at kunne variere armbåndet alt efter humør.

















