Indlæg tagget med ‘Køkkenliv’
Lidt nyt i køkkenet…
Vores køkken er af ældre dato. Det trænger til en total renovering. Det har også været planen. Pengene var sparet op, der var var tegnet tegninger. Men så kom finanskrisen forbi, og jeg blev meget snusfornuftig og gemte pengene i banken til dårlige tider. Det var en god idé.
Drømmen om et nyt køkken er der stadig. Måske kommer det. Køkkenet fungerer, og der er andre projekter, som prioriteres. Men derfor kan der godt snige sig et lille projekt ind, som skaber lidt fornyelse. For nogle uger siden var jeg i Sinnerup. Her havde de fået nogle fliser med forskellige mønstre. Der havde vist nogle, som hang på en plade på væggen – og jeg blev inspireret til, at de skulle hænge bag vores komfur. Men jeg ville lige forelægge idéen derhjemme – og fik grønt lys. Jeg skyndte mig at købe fliserne – for tænk sig, hvis han ombestemte sig!
Sådan så der ud før…
Jeg har valgt at sætte fliserne på en træplade. Så vil det nemlig være en nemmere at fortryde. Jeg skal blot skrue pladen ned igen.
Jeg tegnede streger på pladen, så jeg havde nogle retningslinjer til fliserne.
På mange af fliserne sad der en korkplade bagpå. Dem fik jeg pillet af med møje og besvær.
Jeg limede fliserne på med setlim. Det lugter ikke godt – og derfor blev det lagt til tørre i værkstedet.
Ugen bød på lange dage – så det blev i dag jeg fik hængt pladen op.
Sort og hvide mønstre – krydret med lidt farver.
Det er dejligt med lidt nyt i køkkenet…
Forårssøndag…
I dag er det den første forårsdag. Ikke fordi det føles særligt forårsagtigt. Men vi skriver 1. marts. Jeg glæder mig til forår og sommer. Jeg glæder mig til sol og lys. Jeg glæder mig til, at det bliver varmere. Jeg glæder mig over, at naturen vækkes til live. Man fornemmer, at fuglene gør klar til at blive aktive. Jeg nyder deres smukke, lidt hæse stemmer, som de varmer op. Jeg nyder alle de smukke forårsbebudere, som pibler op af jorden.
Billedet er fra under birketræet. Stedet hvor vi finder ro, og hvor Afrodite fik sit sidste hvilested. Vi savner hende stadig rigtig meget. Det bliver svært, når vi skal i haven og gøre den klar, for hun var altid en sikker “medhjælper”. Vi har snakket om, at der skal nyt katteliv ind i vores liv. Vi savner det liv, som en kat giver. Vi er ikke helt klar endnu – men pludselig bliver der katteliv i huset. Det er vi slet ikke i tvivl om.
Nu er foråret på vej, så jeg har bestilt den smukkeste havebænk. Den er en erstatning til den gamle bænk. Eller gammel vil jeg næsten ikke kalde den – for den er kun 3 år gammel. Men den er smaskrådden – og lige pludselig ender vi på jorden med et bump, hvis vi ikke skifter bænken ud.
billedet er lånt fra unoliving.dk
Bænken er i teaktræ, som blot bliver smukkere år efter år. Den kommer til at passe godt ind under birketræet – og den får forhåbentligt snart samme patina, som vores andre havemøbler i teak. Jeg glæder mig til at sætte mig på bænken med mit strikketøj og et krus the, mens jeg lytter til bladenes rislen.
Med foråret kommer der også allergi. Det mærker jeg i øjeblikket. Uden helt at kunne sætte fingeren på helt præcist hvad, som genrer næsen og kroppen. Med foråret kommer der også energi og lyst til at få lavet en masse ting. Jeg har en lang liste af huslige projekter, som skal laves. De fleste indeholder en malerulle og en spand maling. Men jeg har også fået grønt lys fra kæresten til et fliseprojekt i køkkenet. Det skynder jeg mig at lave, inden han fortryder! Jeg glæder mig til at kunne sætte flueben ved de enkelte projekter.
Morgenen i dag startede tidligt. Inden morgenmaden fik jeg rørt dej til grydebrød. De er et kæmpe hit her i huset – og er oftes det brød, som jeg bager. Mens jeg spiste morgenmad, fik jeg læst bagebøger – og blev inspireret til kanelsnegle og knækbrød.
I går fik jeg startet et nyt strikkeprojekt. Det er så absolut ikke TV-strik. Det kræver koncentration, når jeg skal følge de forskellige mønsterrapporter. Jeg er ikke nået så langt, men jeg kan mærke, at jeg synes, at det er sjovt. Jeg håber, at jeg bliver glad for resultatet, for der kommer til at ligge nogle strikketimer i det.
Dagen byder måske til lidt tid ved symaskinen. Mit strikkepindeetui har været udsat for et sovseangreb – og trænger derfor til en udskiftning. Jeg har en idé om, at det bliver min lækre læderclutch fra genbrug, som bliver rammen.
I stuen er der også forår. Jeg elsker tulipaner – og nyder at have dem i mine vaser. Indtil de dukker op i haven, så nyder jeg, at de er i butikkerne til næsten ingen penge.
Håber at I hver især nyder søndagen – og forårets komme.

































