Indlæg tagget med ‘Grøn’
Grønne nuancer…
Dagen har været afslappende – og fyldt med smukke grønne nuancer.
Jeg har varmet mig med grøn the – drukket af ét af mine smukke krus.
Halsen og skuldrene er blevet lunet af et mintgrønt sjal. Den ene finger var pyntet med en smuk keramikring – og neglene er blevet farvet forårsgrønne.

Der er syslet med strik i en smuk grøn-blå nuance. Min yndlings-maskemarkør passer perfekt ind.

Jeg holder af grønt. Det er i mit liv i forskellige nuancer.
Gevinsten i Give away…
Da bloggen fyldte 2 år, lavede jeg en give away. Det blev Pernille, som vandt – og hun kunne vælge mellem en nålepude, en pung eller et billede.
Pernille valgte, at hun gerne ville have en pung – og fortalte at hun også godt kan lide grønt. Teksten i hendes QR-kode skulle være Skau og co. Jeg gik straks i gang med at brodere. En smuk grøn kode. Men da jeg ville scanne den for at se, om den var rigtig, så kunne den ikke scannes, fordi den var grøn! Æv! Så kom perfektionisten op i mig. Broderiet var skønt – men hvad er der ved en QR-kode, som ikke kan scannes. Lidt nørd er jeg også. Så gik jeg i gang med en sort udgave – og den kan scannes.

Broderi nr. 2 er i gang
Den sorte QR-kode blev indrammet i en grøn ramme – dernæst flettet ind i sort hør. Foeret er saftig grønt – og lige et par grønne perler til lynlåsen.



Det grønne broderi var faktisk i første omgang blevet sendt til tælling i skraldespanden. Jeg blev irriteret, da det ikke kunne scannes. Men jeg besluttede mig dog alligevel at forbarme mig over det – og det blev til pynten på kortet.

Jeg har virkelig hygget mig med at lave denne gave. Jeg kender ikke Pernille personligt – men jeg følger med på hendes blog og synes så, at jeg kender hende alligevel.
Jeg er glad for, at pungen er kommet frem – og at den faldt i Pernilles smag.

















