Indlæg tagget med ‘Garnpusher’
Strokkur er færdig…
Godt nytår til alle. Håber at I hver især kom godt ind i det. Jeg strikkede mig ind i det nye år. Jeg har fået strikket Strokkur sweateren færdig. Jeg begyndte på den før jul – men den holdte lidt juleferie, før jeg fik gang i den igen.
Jeg er vild med at strikke jaquardstrik, mønsterstrik eller Fair Isle strik – kært barn har mange navne. Jeg synes, at det er så sjovt med farveskiftene. Man skal lige have en pind mere, så man kan se lidt mere af mønstret. Desværre var der kun 22 rækker af de sjove rækker. Det var alt for hurtigt overstået. Jeg må finde et projekt, hvor der er flere rækker.
Jeg elsker også bagsiderne af jaquardstrik. De fine floteringer bagpå skal ligge ensartet og smukt. Bagsiden er nemlig også en del af processen.

En anden fin detalje på denne sweater er, at den er strikket således, at nakken bliver højere end forstykket. Rigtig pænt når sweateren kommer på.

Den er varm og lækker…

Og lige til at tage med i tasken!

Jeg har strikket i de samme farver som originalen.

Jeg er vild med gult og gråt sammen.
Fede facts:
Opskrift: Strokkur fra Ysolda
Ændringer: Jeg har valgt at strikke ærmer på. Jeg brugte samme teknik, som i Chalkstone og Vormorgunn. Jeg strikkede en lille bid af ærmet, som jeg satte ind, da jeg skulle strikke bærestykket. I halskanten samt ærmekanter har jeg strikket en ribkant, da jeg bedre kan lide dette. I originalen er der perlestrik. Da bærestykket var strikket, kunne jeg strikke ærmerne oppefra og ned og tilpasse dem længde.
Garn: strikket med alpaka garn fra garnpusher.dk, 100 m/50 g, farve grå 320 g, lys grå 24 g samt gul 21 g
Pinde: 4,5 mm /Knit Pro
Kommentarer: Jeg synes, at sweateren er blevet flot. Jeg kunne måske godt have tænkt mig, at den var samme størrelse om min sorte Vormorgunn. Den er mere som en bluse – og denne er mere en sweater. Men jeg er nu sikker på, at den nok skal blive brugt.
Der er varmt og godt på pindene…
Jeg har endelig fået lidt strik på pindene. Eller det vil sige, at jeg har jo strikket juletræer til årets gaver. Men jeg har kigget på min strikkeliste. Jeg har mange modeller, som jeg gerne vil strikke. Men jeg trængte til noget nemt og genkendeligt. Så valget endte på Strokkur.

En enkel og smuk “islandsk” trøje af Ysolda. Jeg har været forelsket i trøjen i et stykke tid. Nu er den på mine pinde – i samme farvestilling som Ysoldas. Jeg kan godt lidt gråt. Jeg kan godt lide gult. Sammen er det perfekt.

















