Sort Høstjakke er færdig…
Jeg har holdt sommerferie. 3 uger – og i år heldigvis uden sygdom. Det har været rart og tiltrængt. Vi har slappet af og været på nogle småture. Kæresten er desværre kommet til skade med det ene knæ. Så vi har kun kunnet gå korte ture. Men lidt har også ret.
Jeg har strikket på en gammel klassiker. Nemlig Høstjakken, som jeg tidligere har strikket i grå og lilla. Jeg trængte en sort cardigan, som kan varme mig.
Som I kan se, så begyndte jeg på den første i december 2013. Den blev min juleferiestrik. Den anden begyndte jeg april 2014 – og den var mit påskestrik. Den sidste startede jeg juli 2020 og den blev mit sommerferiestrik.
Det sorte garn har givet sorte fingre undervejs. Jeg vidste det godt – og havde overvejet at vaske det før jeg strikkede. Men jeg var ikke så tålmodig.
Jeg har dog vundet det sidste garn op – og det blev vasket sammen med den færdige cardigan, så det ikke smitter af ved et kommende projekt.
Høstjakken er blevet færdig og er igen en succes. Den grå jeg havde, blev fuldstændig slidt op. Da vi flyttede sendte jeg den til de evige uldmarker. Jeg havde brugt den over kjole, bukser og nattøj. Den lilla var jeg også glad for – men den varmer nu en anden end mig. Jeg glæder mig til at tage den sorte rigtig i brug. Jeg har strikket den med 3/4 ærmer. Det kan jo altid ændres, hvis jeg hellere vil have lange ærmer.
Der var rigtig mange fluer dér, hvor vi tog billeder – og det var næsten umuligt at stå stille.
Fede facts…
Opskrift: Høstjakke / Fall coat fra Pickles.no Jeg har downloaded opskriften som en gratis opskrift. Men de har siden lavet om på deres koncept. Hvis jeg husker rigtig, har den også været i et dansk blad på et tidspunkt. Jeg har strikket I-cord kanter langs forstykkerne for at lave en flot kant.
Garn: Strikket med 2 tråde supersoft garn, 100 % uld 575m/100 g sort. Forbrug i alt ca. 350 g
Pinde: 5,5mm / Knit Pro
Kommentarer: Endnu en lækker cardigan, som jeg er sikker på, at jeg kommer til at slide op.
Den er flot den høstjakke.
Ellen: Tusind tak. Jeg er så glad for den.