De, som læser med på Instagram og Facebook, har allerede læst, hvorfor overskriften hedder bristede hjerter. Fredag måtte vi tage den tunge, men nødvendige beslutning at sige farvel til Afrodite. Vi var taget til dyrlæge, da hun ikke ville spise. Vi kunne se, at hun havde svært ved at tygge hendes tørkost. Dyrlægen skulle kigge på hendes mund – men samtidig også på den ene af hendes brystvorter, som var hævet. Jeg var slet ikke i tvivl, da jeg så dyrlægens udtryk, da hun undersøgte hende. Det var slemt. Afrodite havde ondartet kræft. Vi kunne godt “reparere lidt” på hende nu – og der ville måske gå et par måneder, og der ville komme noget andet.

Vi har lovet os selv, at vi ville stå ved vores ansvar som katteejer og tage  den svære beslutning, hvis det blev nødvendigt. Faktisk var der ikke noget valg. Vi ville, at Afrodite skulle dø med værdighed – og ikke trække det i langdrag for vores skyld. Selve forløbet hos dyrlægen gik hurtigt – og var samtidig meget syrealistisk. Men det betød meget, at dyrlægen også var berørt – og det ikke blot var et rutinejob.

Vi valgte at få hende med hjem. Vi havde brug for at tage afsked, holde hende, mærke og dufte hendes pels. Vi har givet hende ro under det store birketræ i vores have. Den grønne plet i haven, som betyder så meget for os, og hvor vi tilbringer mange timer.

Afrodite sneg sig ind i vores hjerter for 14½ år siden. Hun har været en stor del af vores liv. Vi har valgt ikke at få børn – så hun blev vores “enebarn” med alle de goder, som det fører med sig. Hun har været en stor del af vores liv – både inde og ude. Vi har så mange minder med alle hendes finurligheder. For hun var en særlig kat. Hun var et lille skrævl som killing, men voksede sig til en slank, smuk primadonna, som styrerede for vildt i nabokvarteret. Man skulle nemlig ikke tage fejl af det lille nips. Hun var nemlig en revskat, som kæmpede kampe. Hun har fået flere øretæver med på vejen.  Hun har været en kælen kat – på hendes præmisser og når hun ville. Hun lå gerne i mit skød – også kaldet smørhullet. Hun var ikke så vild med, at jeg strikkede  – for så var der ikke plads til hende.

Lige nu har vi bristede hjerter. Vi savner – og skal have nye vaner. Vi skal ikke længere holde øje med, om hun smutter med ind i et værelse og bliver lukket inde. Vi skal ikke længere skræve over hende, når hun fyldte det meste af det varme badeværelsegulv. Vi skal ikke længere holde øje med om mad- og vandskålen er fyldt op. Der er hellere ikke længere en kat, som kommer os i møde, når vi kommer hjem. Eller som “hjælper til”, når vi ordner have.

Vi er taknemmelige for at have haft hende i vores liv – og vi har ro omkring, at hun har haft et godt katteliv og kom afsted med værdighed.

Jeg havde tænkt, at der skulle have være en kavalkade af billeder. Men det er simpelthen al for hårdt at bladre billederne igennem.

Lige nu fylder hun. Vi skal have det bearbejdet. For det kom så pludseligt. Måske der på et tidspunkt bliver plads til en lille ny kat, som kan smelte vores hjerter.

17 kommentarer til “Bristede hjerter…”