Arkiv for kategorien ‘Inspiration’
Orden i papir og tapet…
Jeg har ryddet op i mit papir og tapet. Jeg så for længe siden hos Karen Marie en super god idé – den har jeg kopieret. Den er enkel og billig.
Jeg har købt nogle billige poseholdere i IKEA – og har med vold og magt samlet dem! Så har jeg sorteret mit papir og tapet i farver og rullet dem sammen i små ruller. Nu står de smukt i poseholderne og pynter – samt der er overblik over beholdningen. Lige nu er der “kun” 3 holdere fyldt med skønne papirer og tapeter, som kan bruges til kreative syslerier eller til at pakke skønne gaver ind i.
Jeg elsker at pakke gaver ind – og har også lige købt nogle nøgler med papirbånd. Jeg tror, at jeg primært faldt for dem, da de ligner garnnøgler. Når jeg pakker gaver ind, så finder jeg min gamle kasse frem – den er fundet i et gammelt arkiv, hvor den kun samlede støv. Nu samler den på bånd, bånd, små poser, gaveæsker, lidt mere bånd og en masse dimser og dippedutter. Jeg elsker at pakke ind i smukt papir – og så pynte med bånd og en lille ekstra gave. Det hkan være i form af et lille ophæng eller broche.
Jeg elsker selv at få gaver – og er de pakket fint ind, så er det lige før jeg ikke har lyst til at åbne pakken! Men så er det jo heldigt, at min nysgerrighed altid sejrer, og jeg åbner pakken.
Nu skal holderne bare lige hænges op – jeg må hellere lige finde boremaskinen og komme i gang.
Tak for idéen Karen Marie…
Uldfestival…
I den kommende weekend er der Uldfestival i Saltum. Jeg har været der én gang før, hvilket var en rigtig dejlig og inspirerende oplevelse. Festivalen kører for 4. år – og i år er temaet “Bæredygtighed”. 
Jeg glæder mig til at besøge Uldfestivalen, som byder på foredrag, workshops og masser af boder med alt for mange fristelser! Jeg har meldt mig til en workshop søndag eftermiddag – den hedder “Håndstrik med spændende boblende detaljer”. Jeg glæder mig helt vildt til at blive inspireret samt lære noget nyt. Inden jeg tager til workshop, så skal jeg snuse rundt i alle de skønne boder – og mon ikke jeg finder en fristelse eller to?

Jeg synes, at ovenstående strik er vild fantastisk – og jeg gad godt at lære teknikken.
Er der andre, som skal til Uldfestival? Hvis ja – så håber jeg, at vi mødes.
NB. Billederne er lånt fra Uldfestivalens hjemmeside

















