Arkiv for kategorien ‘Glæde’
Jeg er rørt…
For et stykke tid siden havde Kristine fået den skønneste gave fra Lotte. Der var bl.a. nogle lange, hjemmestrikkede sokker. Så smukke – og jeg blev en kende “misundelig”. Jeg kommenterede, at hvis Lotte solgte hendes sokker – så var jeg interesseret. Jeg kan nemlig rigtig godt lide sokker – men jeg kan ikke lide at strikke dem selv. Jeg har selv strikket et par – jeg er super glad for dem, men det bliver ved det ene par.
Ved I hvad? Lotte sendte mig en mail. Hun ville gerne strikke sokker til mig – jeg skulle bare sende garn. Hold fast hvor blev jeg glad – og med lynets hast fik jeg sendt garn. Tænk hvis hun ombestemte sig.
I går ankom pakken – men vi var ikke hjemme, så jeg måtte vente til i dag. Der var de skønneste, lange sokker, som bare passer så perfekt. De er strikket i et struktur- samt ribmønster. Men foruden disse var der også et ekstra par – i rester og som var en forsinket fødselsdagsgave. De er også skønne.

Jeg tør næsten ikke sige højt, at jeg glæder mig til sokker-vejr, for jeg er stadig glad for at gå i sandaler og bare tæer.
Jeg er super glad for mine 2 par nye sokker. Jeg er samtidig så rørt over, at en vildfremmed vil glæde mig med nogle sokker. Lotte – af hjertet tak. Som aftalt skal der sendes noget den anden vej. Jeg ved, hvad det skal være – og jeg glæder mig så meget til at kreere det specielt til Lotte.
Hjemme igen…
Jeg er lige hjemvendt fra Helgenæs. Turen ud og hjem er fantastisk smuk – naturen er mageløs, og duften af vandet er skøn. Der var så mange skønne ting at kigge og mærke på. Så smukt stillet op. Kig med…

Udover Hannes egne tekstiler og loppefund– så havde hun arrangeret en VW-Café. Det var en gammel, men flot renoveret VW-rugbrød, som var blevet indrettet med kaffemaskineri bagi. Genial idé – og smukt indrettet. Vi blev budt på kaffe i diverse afskygninger samt the.
Men udover smukke tekstiler og skønne loppefund – så var der også hyggeligt samvær. Solen skinner fra en høj himmel og lokkede til udendørshygge. Hanne, Anne, Hanne og jeg fik hurtigt arrangeret et par tæpper på græsset og hev strikketøjet frem. Så mens vi fik strikket lidt – fik vi også en hyggelig snak.
Jeg fik også lidt godter med hjem. Først det super skønne net, som jeg var så heldig at vinde. Det er så smukt – og det skal nok bliver brugt rigtig meget.

Men der var også et par andre fristelser til mig…

En super smuk og enkel kande – klar til at servere kolde drikke i sommerens løb. Den smukke lænestol i træ blev også min. Den er nænsomt renoveret og malet i Solsortesort – hvilket er en mellemting mellem sort og koksgrå. Den kom ikke med hjem i dag, da der manglede 2 cm i bagagerummets åbning til, at jeg kunne får den ind i bilen.
Dagen har været god… fyldt med smukke ting og mennesker. Tak…

















