Arkiv for kategorien ‘Glæde’
Pakkelegsidé…
For et par uger siden var jeg til familiefest med min mors side af familien. Vi var samlet 27 i 3 generationer i alle aldre. Til denne familiefest havde vi endnu en gang pakkeleg. Vi har hver især en pakke eller flere med – gerne kreative og hjemmelavede.
Vi har pakkeleg på forskellige måder. Nogle gange køber vi lodder i Amerikansk lotteri. Andre gange spiller vi banko. Der er mange muligheder. I år stod mine søstre og jeg for at arrangere sommerfesten – og jeg trak frivilligt loddet at finde på noget til pakkelegen.
Jeg havde nemlig en idé – og det betød, at de skulle arbejde lidt for sagen. Jeg tegnede nogle billeder i visitkortstørrelse. Det var med striber, cirkler og krummelurer – nogle lignede hinanden. Kortene havde jeg lavet i en række forskellige farver. Alle kortene blev klippet over som et slags puslespil. Den ene halvdel blev sat på pakkerne – og resten i en skål plus nogle nittere.
Lodderne blev solgt til familien – og nu skulle de på arbejde. De skulle nemlig finde den pakke, som passede til deres kort. Det kunne være en udfordring – og nogle fik vist også en forkert pakke, fordi man lige troede…


Alle pakkerne fandt deres ejermand. Nogle byttede ejermand bagefter.
Pengene for årets pakkeleg bliver doneret til Kræftens bekæmpelse. Et familiemedlem er desværre ramt for anden gang – og vi vil gerne hjælpe med at støtte en god sag og hjælpe med kampen.
Måske ovenstående kan være en idé til den næste pakkeleg, som du skal være med i…
Et Forest Canopy Shawl til veninden…
I de seneste uger har jeg i hemmelighed (næsten) strikket på et sjal til min veninde, som har fødselsdag i dag. Det er en gammel kending, som jeg har strikket 4 gange før. Jeg synes, at sjalet er smukt – og dejligt at strikke.
Det er blevet dejligt. Det er blevet stort – og lige til at vikle om min veninde. Det er strikket i den smukkeste og dybe lilla. Jeg håber, at farven og sjalet passer min veninde.





Fede facts:
Opskrift: Forest Canopy shawl – dette er min femte sjal i dette mønster.
Garn: Supersoft, 100% ren ny uld fra garnpusher.dk – farve Tyrian. Forbrug ca. 125 gram.
Pinde: 5.5 mm/Knit Picks
Størrelse: 90 x 200cm – dejlig stort
Kommentarer: Et nemt stykke strik, som jeg næsten kan i søvne… Farven er utrolig smuk og dyb.

















