Arkiv for kategorien ‘Filt’

Endnu en filtet pung…

Jeg har sendt denne ud i verden – og den er modtaget med glæde. Dejligt at jeg kunne gøre en meget snakkende kvinde mundlam!

Det var en overraskelse til en dejlig kvinde, som har valgt at tage den med på sin bryllupsdag. Det glæder mig rigtig meget.

Pungen er filtet som både denne og denne. Den filtede pung  er dekoreret med inspiration af de smukke tulipaner  – som blomstrer lystigt lige nu. Tulipaner er min absolutte yndlingsblomst.

Du kan også filte én efter denne vejledning.

 

 

 

At filte…

Der er flere, som har stillet mig nogle spørgsmål om at filte, uldkvalitet samt anbefaling af bøger. Jeg har lyst til at dele det med jer – for det kan jo være, at der sidder flere derude med spørgsmål – og som bare ikke har spurgt.

Der er nogle redskaber, som er gode at have ved hånden, når du begynder at filte. Man skal ikke have ALT for at komme i gang – men man kan supplere undervejs. Desuden er mange af redskaberne nogle, som vi ofte allerede bruger i vores dagligdag.

Redskaber:Balje: Jeg bruger en ganske almindelig opvaskebalje. Men hvis man filter meget store emner, kan det være en fordel at bruge en spand.

Sæbe:Jeg bruger Uniren fra Urtekram. Det er en flydende sæbe, som er nem at opløse samt er mild mod hænderne. Man kan også bruge sæbespåner, men her skal man være opmærksom på at få opløst sæben helt, før man går i gang med at filte.

Stænk flaske: Jeg bruger en almindelig vandflaske, hvor jeg har lavet huller i låget. Man kan også købe disse flasker, hvor man køber uld. Stænkflasken bruges til at stænke vand over emnet.

Bobleplast:Jeg bruger bobleplast til at rulle min filt i. Jeg bruger et stykke, som er 0,80 x 3,5 m til sjaler – og mindre stykker til små emner. Man kan også bruge bambusmåtter – men jeg foretrækker bobleplast. Bobleplasten kan genbruges – den skylles evt. med vand og hænges til tørre. Spræng endelig ikke boblerne i bobleplasten, da det er disse, som massere ulden sammen. Boblerne skal vende ind mod ulden.

Plasticposer:Jeg bruger plasticposer i et tyndt materiale. De gør, at hænderne glider lettere rundt på ulden i begyndelsen af filteprocessen. Alternativt kan man bruge engangshandsker.

Rundstok: Jeg bruger en rundstok til at rulle mit emne med i begyndelsen af filteprocessen, når jeg filter i form. Når emnet er færdigfiltet, kan man lige rulle det let med rundstokken. Selvfølgelig ikke på emner, som skal have facon. 

Foam:Jeg bruger foam (plastic skumgummi!!) til skabeloner, når jeg formfilter. Man tegner bare formen op og klipper den ud.

Filtenåle samt plade:Jeg bruger filtenåle til reparationer, eller hvis jeg laver gitterfiltet sjaler, hvor krydsene ikke vil filte ordentligt sammen. Man kan også nålefilte – typisk figurer eller dekorationer. Jeg er ikke så vild med at nålefilte – jeg kan bedre lide at lege med sæbevand!

Balloner: Jeg bruger store balloner, hvis jeg filter skåle. Jeg puster ballonen op og placerer ulden omkring ballonen. Herefter filtes ulden stadig med ballonen indeni. Ballonen skaber faconen – og man kan med fordel lade ballonen blive i emnet, mens det tørrer.

Foerstof:Jeg bruger et stykke foerstof, som er ca. 3,5 m langt, til sjaler i nunofilt. Vælg gerne en lys farve.

Saftkoger:Jeg bruger min saftkoger, når jeg laver nunofilt. Den damper emnet igennem. Bagefter skal det i en sæk, som bumles op og ned. Hvis man har en tørretumbler, kan man bruge denne i stedet.

Vaskemaskine: Jeg bruger min vaskemaskine til at centrifugere emnet let, når det er færdigfiltet. Det gør, at tørretiden bliver kortere.  Man kan også bruge vaskemaskinen til filte store emner – jeg har dog ingen erfaring med dette. Jeg holder af at have emnet mellem hænderne og have fornemmelsen af, hvor i filteprocessen man er.

Voksdug: Når man leger med vand, kan man med fordel dække bordet med en voksdug. 

 

Teknikker & uldkvaliteter:

Når man skal i gang med at filte, er der flere teknikker og uldkvaliteter, som man kan bruge. Man totter uld, når man lægger ulden op. Det betyder, at man trækker tynde totter af ulden og lægger op til ens emne. Men der er også andre muligheder, når man lægger uld op. Se filtebøger for andre teknikker.

Man kan formfilte, som betyder, at man lægger ulden omkring en skabelon og hermed skaber et hulrum – og hermed mulighed for at filte emnet i form. Man bruger denne teknik til tasker, punge, hatter, skåle og meget andet.

Pungene på ovenstående billede er formfiltet.

En anden teknik er nunofilt, som betyder, at man filter ulden sammen med et andet materiale. Det kan være silke, gaze eller andet løstvævet stof.

Man kan også nålefilte, som betyder, at man filter ulden sammen med filtenåle. Modhagerne i nålens spids trækker ulden frem og tilbage – herved sker filtningen. Man bruger typisk denne teknik til figurer eller dekorationer på andet emne.  

Fårene er nålefiltet. Høns og nisser er formfiltet.

Teknikker er bare vejledende – leg med ulden, bland teknikkerne, prøv dig frem og find ud af, hvad passer dig bedst. 

Der findes mange uldkvaliteter, som man kan bruge til at filte med. Jeg bruger selv primært merinould. Den er blød og fin og er velegnet til beklædning, tasker og punge. Jeg bruger også merinould til nisser, høns og andet godtfolk.

Karteuld er mere groft – og kan bruges bl.a. til futter, grove tasker samt nålefiltning. Mange af uldkvaliteterne fåes i et væld af farver. Læs mere om ulden ved de forskellige leverandører.

Nålefilt er et forfiltet materiale, som skal filtes færdigt. Man bruger det bl.a. til beklædning.

 

Bøger:

Jeg vil gerne anbefale nogle enkelte bøger.

“Filtede tasker”af Noriko Tachibana (Forlag Olivia)

Den viser i ord og billeder, hvordan man filter tasker. Den giver et godt indblik i teknikker til formfiltning. Meget inspirerende.

 

“Filt tøj og ting”af Charlotte Buch (forlag Klematis)

En flot bog med inspiration og teknikker til at filte beklædning. Men den rummer også mindre projekter. Også meget inspirerende.

 

Bente Ravn, som ejer Filtestedet, har også skrevet nogle gode filte bøger. De indeholder nemme og små projekter. Gode til nybegynderen.

Ellers vil jeg foreslå, at I bruger bibliotekets store udvalg af fagbøger. Her kan man finde bøger om teknikker, viden om filt og dens historie, uldkvaliteter og ikke mindst inspiration. Der findes rigtig mange gode og inspirerende filtebøger, som passer til dit projekt og niveau. 

 

 Hvor køber jeg min uld:

Der findes et stor udbud af forhandlere af uld og andre skønne ting til filtning. I mange hobby- og garnforretninger er det muligt at købe uld. Skal du virkelig i gang og have uld og tilbehør, kan jeg foreslå følgende:

Filtestedet

Naturlig-Beklædning

Uldshoppen

Uldportalen

Udover at sælge uld og filtetilbehør afholder flere af ovenstående kurser. Men du kan også lære at filte her:

Filteriet

Det gamle stuehus

Men søg på nettet – der er rigtig mange tilbud med filtekurser.

Jeg har også nogle vejledninger til filteprojekter.

Pung

Gitterfiltet sjal

Nunofiltet sjal

Krusedullefiltet tørklæde

 

Ovenstående er blot et lille indblik i min filteverden. Jeg synes, at du selv skal udforske den – lege og skabe din egne filtede ting. Har du lyst til at dele filteerfaringer, gode steder at handle uld eller filtebøger, er du velkommen til at skrive en kommentar eller hilsen under Kontakt.

Rigtig god filtefornøjelse… 

Filtet pung…

Jeg filter en pung, som har en rigtig god facon. Den kan bruges til mange forskellige ting. Til jul filtede jeg én til min svigermor, som hun skulle bruge til hendes sygrej, når hun er til patchwork. Til Operation Påskeglad filtede jeg en pung til hende, som jeg skulle overraske.

I skal også have muligheden for at filte jeres egen pung. Jeg tog nemlig en masse billeder undervejs i processen, så jeg kunne lave en filtevejledning til jer. Download den nederst i indlægget.

Da jeg havde gang i filteriet, så filtede jeg også en lille pung. Den er filtet efter samme teknik, dog er skabelonen anderledes.

Rigtig god filtefornøjelse…

 

Hønsegård…

Sidste år filtede jeg høns til Operation Påskeglad. Jeg filtede faktisk en hel hønsegård. Der var høns til hende, som jeg skulle overraske med en påskegave. Der var høns til min mor, moster og søstre. Men sørgede jeg for at filte nogle til mig selv? Nej…

Jeg ville egentlig have filtet nogle til mig selv – samtidig med at jeg lavede en filtevejledning til jer. Men jeg havde ikke det uld på lager, som jeg skulle bruge til projektet. Jeg skulle derfor bestille uld hos Filtestedet. Her har de simpelthen lavet arbejdet for mig. De har nemlig lavet en vejledning til “mine” høns.

Skulle du have lyst til at filte nogle skønne høns, så kig forbi her. Mine er dog ikke så store som deres.

Rigtig god filtefornøjelse…

 

 

P.S. Jeg har ikke “opfundet” disse høns – og mener ikke, at Filtestedet har kopieret “mine” høns. Jeg har selv fundet inspirationen i et tysk håndarbejdsblad.  

 

Krusedullefiltet tørklæde…

Jeg har udviklet min egen filteteknik – nemlig krusedulleteknik. Jeg holdt, som barn, meget af at tegne krusedulletegninger. Det er tegninger, hvor man tegner en masse kruseduller på et stykke papir. Dernæst udfylder man de små felter med skønne farver. Nogle gange kunne der dukke små billeder af dyr, blomster eller ansigter op, når man gik igang med at farvelægge.

Denne idé førte jeg over til et filtet tørklæde.  Jeg har filtet et tørklæde lige til at tage om halsen – til at varme og pynte. Den kan krydres med en smuk broche.Krusedulle filtet tørklæde

Har du lyst til at prøve teknikken – så kan du bruge denne vejledning. God fornøjelse…

 

Kreativitet af...
Karina, som holder utrolig meget af at være kreativ. Jeg ønsker at dele mine kreativiteter med dig - og jeg håber, at du vil blive inspireret...

unikarina

Læs evt. mere under "Om".
Jeg er utrolig glad for, at du kiggede forbi - kom endelig igen...
Kontakt mig…
Skriv gerne en kommentar eller hilsen...
unikarina
Copyright © 2009 – 2022
Alle tekster, illustrationer og billeder er mine, medmindre andet er angivet. Indholdet på denne side må derfor ikke anvendes uden min skriftlige tilladelse.
Til salg…
Få en mail med nye indlæg...
Sociale medier…
Enkel nøglering i læder…
Farve garn med avocado…
Pinde til theposer…
Skål i selvtørrende ler…
Hold kaffen varm…
Strik gennem tiden…

Jeg har strikket gennem flere år. Herunder kan du se de seneste år. Resten finder du i øverste fane under “Strik gennem tiden”.

Strik 2021…
Strik 2020…
Strik 2019…
Strik 2018…
Strik 2017…
Strik 2016…
Strik 2015…
Bag svampet squashkage…
Bag nogle skønne boller…
Bag lækre gulerodsmuffins…
Reklamefri…
unikarina
unikarina strikker også her…
unikarina

Jeg strikker sammen med mange andre strikke- og hækleglade fra hele verden...
Blogprisen 2016…
mini_mba

unikarina.dk blev nr. 3 i kategorien "Håndværk og Kreativitet". Tak for din stemme.
Blogprisen 2015…


Afstemningen er slut