Arkiv for kategorien ‘Boganmeldelse’
Ny inspiration til køkkenet…
Jeg har foræret mig selv 2 bøger… Sådan et par bøger, som giver glæde og inspiration i køkkenet og masser af mundvand!
Det er Anne Hjernøe’s bøger “AnneMad” og “Annes søde syltebog”. Jeg holder meget af Anne Hjernøe’s madprogrammer – jeg har fulgt hende, mens hun lavede mad i DR Friland og til hendes egne programmer AnneMad. Jeg synes, at hun er vild dygtig og inspirerende. Hun er vild med mad – og det skinner ud gennem skærmen. Hun laver mad, som er helt nede på jorden – med et lækkert twist. Hun tænker også i økologiske baner – hvilket jeg også sætter pris på.

Jeg har bladret let i bogen “AnneMad” – og kan derfor ikke uddybe den her endnu. Men det ser rigtig lækkert ud.
Bogen “Annes søde syltebog” har jeg kigget lidt dybere i. Den indeholder foruden en masse lækre opskrifter også tanker om, hvorfor man sylter – om frugt og bær samt rigtig gode fifs til at sylte – og få det til at lykkes.
Jeg har syltet de bær, som vi har høstet i år. Men der er stadig gode idéer til nye glas, som skal på hylden. Desuden så kommer der jo et nyt år med nye bær.
Jeg købte begge bøger i Netto til billig penge – måske du også er heldig at få fat i dem. De er bestemt værd at kigge nærmere på.
P.S. AnneMad kan også købes i Føtex til billig penge…
Boganmeldelse af “Skindtasker med farver og fantasi”…
Titel: Skindtasker med farver og fantasi
Forfatter: Lykke Skree
Forlag: Klematis
ISBN: 978-87-641-0199-7
Pris: 248,00 kr.
Emne: Syning
En meget inspirerende bog om tasker i skind – med skønne farver og fantasifulde detaljer. Der er vedlagt et mønsterark, hvor man kan tegne bogens skønne modeller af. Der er arbejdsbeskrivelser til hver model.
Bogen starter med en kort gennemgang af materialer og redskaber. Endvidere er der et afsnit med tips og teknikker. Man behøver ikke at have en lædersymaskine – alle bogens modeller er syet på almindelig husholdningsmaskine. Der gives gode råd til indstillingen af maskinen.
Bogen indeholder modeller i den nemme skala – men der er også modeller for den øvede. Taskemodellerne kan sagtens laves i stof – man skal dog være opmærksom på, at der hvor skindets rå kant bruges, skal man finde en løsning med en søm.
Jeg har brugt bogen som inspiration til mine tasker. Jeg drømmer stadig om at lave den store ”laktaske” med midtersøm (s.46) – jeg forstiller mig den i en skøn forårsgrøn. Så når jeg falder over dette stykke skønne skind – så skal den laves.
Bogen kan købes på Klematis – eller hos din boghandler. Jeg lånte bogen på biblioteket. Men den er sat på min ønskeseddel!

















