Forfatterarkiv
Brød med æbler og nødder…
Jeg har bagt et par franskbrød med æbler og nødder. De blev bagt af, hvad der trængte til at blive brugt – samt hvad der var i gemmeren.

Jeg bruger, som altid, en grundopskrift, som hedder:
1 liter væske
1 pk gær
ca. 1 kg mel
Til disse franskbrød brugte jeg ½ Vesterhavsyoghurt (med hyben og havtorn) og ½ vand. Efter at have rørt gæren ud tilsatte jeg 3 håndfulde havregryn, som lå i blød, mens jeg hakkede hasselnødder og mandler. Der var ca. en håndfuld af hver. Derudover havde vi et æble, som trængte til at blive spist – det blev revet og sørger for fugtighed og sødme. Melet bestod af ½ sigtet speltmel og ½ speltmel.
Det hele blev æltet sammen – og hævede til dobbelt størrelse, mens den stod på havearbejde.
Dejen blev formet til 2 franskbrød – den ene blev pyntet med sesamfrø. Efterhævet mens ovnen blev varm.
Franskbrødene blev bagt ved 200 grader – i ca. 35 minutter. De blev lige klar til eftermiddagskaffen…
Jeg holder meget af at bage – og jeg kan godt lide, at man kan bruge alt muligt forskelligt i brødene. Man skal bare prøve sig frem – og nogle gange lykkes det bare rigtig godt.
Jeg er ikke holdt op med at strikke…
Jeg strikker stadig på trøjen til min søster. Jeg havde startvanskeligheder – dernæst skulle jeg lige tjekke, om den blev i den rigtige størrelse. Og så skulle min ene tommeltot lige gøre lidt vrøvl over at flytte nogle fliser!
Men jeg strikker stadig – og det går stille og roligt fremad. Jeg glæder mig til at se det endelige resultat. Jeg haft tid til at drømme om nye projekter, mens jeg strikker denne trøje.
I går fandt jeg bl.a. min gamle February Lady Sweater frem. Og straks fik jeg lyst til en ny udgave af denne – tænker råhvid, sort eller græsgrøn. Men den kommer bag i køen – for først skal jeg strikke Twenty Ten Cardigan. 
Billedet er lånt af Veera Välimäki

















