Forfatterarkiv
En lille bid af himlen…
Jeg har lavet flødekarameller. De smager som små bider af himlen! De er søde, smagfulde, bløde – så bløde at de smelter på tungen!
Opskriften er fundet hos Piskeriset – og det er bestemt ikke sidste gang, at jeg laver disse små lækre mundfulde!
De er utrolig nemme at lave. Det sværeste var faktisk at finde kondenseret mælk! Jeg fandt det hos en etnisk grønthandler, som bød på mange lækkerier på hylderne.
Disse karameller er med et strejf af lakrids. Men du har mulighed for selv at lege med smagsvarianter. Jeg overvejer lidt noget med nogle chokoladestykker næste gang. Eller nødder!
Twenty Ten Cardigan er færdig…
Jeg har glædet mig rigtig meget til at få denne cardigan færdig. Knapperne til min Twenty Ten Cardigan er hentet – og nu er de syet i.

Jeg er vild med designet af denne cardigan. Jeg synes, at den skrå lukning er superfed – og så ender den i en lækker krave. Der er en lille detalje med en lille lomme, som modvægt i den ene side. Snittet på selve cardiganen er godt. Der er facon – og en lille lækker detalje er skuldersømmen. Den ligger rigtigt på skulderen. Noget en tekstilnørd sætter pris på. Jeg var kortvarig i tvivl, om jeg skulle strikke ærmerne lange – havde garn nok. Jeg var kortvarig vestjysk snusfornuftig. Men jeg valgte de korte ærmer – kunne fornemme, at de var de rigtige for designet. Jeg har bestemt ikke fortrudt.
På billederne har jeg ikke lige fået sat skuldrene/ærmerne rigtigt – de ser ud til at hænge!
Fede facts:
Opskrift: Twenty Ten Cardigan – købt på Ravelry – men kan også købes direkte hos designeren Veera Välimäki
Garn: 100% Uld fra Netto – brun, 410 g
Pinde: 5 mm/Knit Prick
Knapper: Keramikknapper fra Else Rasmussen – Kig evt. forbi hendes stand på Husflidsmessen i Viborg d. 3. – 5. sep.
Nye teknikker: Jeg fik lært nogle nye teknikker undervejs i denne skønne cardigan. Bl.a. fik jeg lært at strikke en lomme – samt nogle nye typer indtagninger. Ærmerne er strikket i ved hjælp af vendestrik. Endvidere fik jeg lært “sammenstrikning” – det gjorde jeg på skuldrene. Heldigvis er der god hjælp at hente på YouTube. Jeg kunne ikke lade være med at smile – for når en skøn 10-årige pige kan – så kan jeg også. Se hende her…
Jeg kan varmt anbefale opskriften, som er utrolig nem at læse. Der var enkelte teknikker, som jeg ikke kendte – men på Internettet er masser af hjælp at hente. Eneste montagearbejde er lommen og garnenderne. Det er endnu en lækker detalje, når man nu ikke er vild med at montere! Jeg kunne godt overveje at strikke denne cardigan igen – måske uden perlestriksmønstret. Men med et andet touch!
Se endelig forbi designer Veera Välimäki – hun har også designet mange andre lækre strikkerier.
Men der er ingen tvivl – den er (allerede) et kæmpe hit.

















