Forfatterarkiv
En skålfuld hindbær…
Vi plantede hindbærbuske i haven sidste år. Det gav mindre end lidt sidste år. Men i år kommer der mange, smukke hindbær. Jeg har plukket en skålfuld…

Skålen er måske ikke den største. Men det er en skålfuld.
Hindbærerne smager skønt – sødmefyldt med et strejf af syrlighed. De spises direkte fra busken eller med et drys knuste makroner og yoghurt over.
Jeg holder bare så meget af at kunne høste fra egen have.
Jeg har mødt en havfrue…
I weekenden mødte jeg en havfrue. En særlig én af slagsen. Vi var ude at køre – og i Nymindegab dukkede der en butik op med unika og kunsthåndværk. Jeg fik hurtigt kørt bilen ind til siden – for dette sted så meget interessant ud.
Ved indgangspartiet blev vi mødt af den smukkeste havfrue – filtet i uld. Så smuk – og fyldt med skønne detaljer.

Her sidder hun på bænken foran Havfruens butik – og byder gæsterne velkommen.
Indenfor blev vi mødt af filtede dyr og figurer – så naturtro og unikke. På bøjlerne hang der utrolig smukt filtet tøj – altsammen håndfiltet i smukke farver tilsat silke. Jeg tror, at jeg fik rørt og nusset ved hvert eneste stykke tøj – for det var så smukt. Det var virkelig håndværk – og jeg var vild fascineret af det. Jeg holder af et godt stykke håndværk – at man kan se, at udøveren kan sit kram. Karina – som har butikken – er virkelig dygtig til hendes håndværk.
Udover filten så var der også keramik og træting af andre kunstnere.
Er du i nærheden af Nymindegab i Vestjylland – så kig forbi Havfruens butik. Der er så meget smukt kunsthåndværk – og måske vil du blive fristet af en ting eller to. I min lille indkøbskurv blev det til et lille raku-brændt billede.


















