Indlæg tagget med ‘Uld’
Heldige asen…
Altså ikke fordi jeg fandt nummeret på “Copy and Paste-maskinen” – men fordi der var ekstra garn med på min spole, så der var nok til at gøre ærme nummer 2 færdig. Der var mange tilbagemeldinger på mit indlæg om “Copy and Paste” – og mange vil gerne have nummeret. Jane skrev, at “Copy and Paste maskinen” sidder kun for enden af armene. Henriette skrev, at jeg vist strikkede så hurtigt, at det ikke kunne svare sig at lede efter maskinen. De har jo ret. Det tog jo ikke lang tid at strikke det sidste ærme. Det er vist bare mere det mentale i, at nu har man lige lavet det én gang – og skal skal man gøre det samme igen.
Men cardiganen blev strikket færdig i går aftes, mens vi hyggede hos svigerinden, som serverede varme hveder. Mens jeg spiste morgenmad i morges, blev der hæftet ender og monteret lommer. Jeg kunne ikke lade være med at smile, for min tallerken var fyldt med garnender – og det minder mig om min mor. Da vi var børn, syslede hun også altid med et stykke håndarbejde – så hendes tallerken var også altid fyldt med garn- eller trådender.

Cardiganen er vasket på uldprogram – maskerne er faldet på plads, og blødheden trukket frem. Jeg har indsnuset den skønne duft af våd uld – kender godt det uld som ikke dufter godt. Men det gør denne uld. Nu venter jeg tålmodigt på, at den tørrer. Ikke fordi jeg er kommet nærmere, hvilken knap jeg skal vælge. Jeg kan vel sagtens bruge den knapløs til den rigtige knap er fundet!
Tak for alle jeres tilbagemeldinger vedr. valg af knapper. I er bestemt ikke enige – og det er kun dejligt, at vi er så forskellige. Jeg er ikke blevet mere afklaret med knapper – men jeg har jo også kun kigget i min egen knapkasse. Det giver mig anledning til at kigge på knapper andre steder.
Strikkecafé…
Lige om lidt kommer huset til at summe af liv. Der kommer 10 kvinder og strikker. Der er nemlig strikkecafé, hvor Mette kommer og lærer os tips og tricks på strikkepindene.
Jeg har været i gang med forskellige forberedelser. Der er bagt og lavet mad. Der er fundet en stak strikkebøger frem, hvis nogen skulle have lyst til inspiration. Bordet er dækket og nye “vaser” taget i brug…

De kommer lige om lidt – og jeg må vist hellere have fundet mine strikkepinde frem. Ha’ en dejlig dag…

















