Indlæg tagget med ‘Uld’
For fed…
Sidste år var jeg sammen med en flok piger til smykkedag i Silkeborg. Udover at lave smykker blev der også snakket om andre ting. Hanne spørger på et tidspunkt, om vi nogensinde har haft noget garn – som bare er så smukt, at man ikke nænner at bruge det. Jeg må indrømme, at jeg nok rynkede let på næsen og tænkte, at det var lidt mærkeligt. Jeg har tænkt på det flere gange siden… og stadig tænkt at det var mærkeligt.
Men ved I hvad? Jeg er selv kommet i situationen. Jeg har et fed garn, som er smukt. Meget smukt…


Det er enklet – naturligt – håndspundet og håndfarvet. Det er rustikt og lækkert. Det er… lige der i den sorte skål, så jeg kan nyde det hver gang jeg går forbi. Jeg klemmer det lidt – jeg snuser til det. Jeg nyder…
Garnet er fra Rasmilla – og fåes i et væld af smukke farver.
Hanne – undskyld at jeg rynkede lidt på næsen og tænkte, at det var mærkeligt. Jeg forstår det nu.
Comfort cardigan er næsten færdig…
Min Comfort Cardigan er næsten færdig. Når jeg skriver næsten færdig – er det simpelthen fordi, at jeg ikke har valgt knapper endnu. Men den er bare så lækker, at jeg ikke kan vente med at tage den i brug.
Den bliver den der cardigan, som jeg lige tager på, når jeg skal ud og vande blomsterkrukkerne en sen sommeraften. Den bliver den der cardigan, som lige kan tages på over nattøjet – og som bare give det hele en ekstra dimension af råhygge. Det bliver den der cardigan, som er lækker over et par jeans – men også over en skøn kjole. Det bliver den der cardigan, som kan bruges, sommer, efterår, vinter og forår – ALTID. Den bliver slidt op…
Fotosession under birketræet
En skøn detalje…
Jeg ville også gerne have vist de smukke indtagninger i sidesømmene – men de kom ikke til sin ret på billederne. Så dem må I drømme jer til.
Fede facts:
Opskrift: Comfort Cardigan – købt på Ravelry – men kan også købes direkte hos designeren Veera Välimäki
Garn:100% Uld, Chunky Blackhill Højlandsuld i farven Rullesten fra Garnudsalg – forbrug 520 g
Pinde: 6 mm/Knit Prick
Knapper: De rigtige knapper er ikke fundet – men lige pludselig er de der.
Detaljer:I den velskrevne opskrift er der indbygget nogle skønne detaljer, som gør noget godt for det endelige resultat. Cardiganen er strikket oppefra og ned – og det gør, at det er nemt at prøve den undervejs og se, om man er på rette kurs. Øverst er der indtænkt, at nakken skal være lidt højere end forstykket. Man strikker nemlig nogle afkortede pinde, som gør, at den får lidt højde i nakken. Dernæst er der smukke indtagninger i taljen – diskrete og enkle, men som giver strikken facon.
Kommentarer: Jeg kan endnu en gang varmt anbefale en opskrift fra Veera. Hendes opskrifter er så velskrevne og nemme at gå til. Eneste montagearbejde er lommen og garnenderne. Det er endnu en lækker detalje, når man nu ikke er vild med at montere! Jeg er vild med designet – enkelt og med skønne detaljer. Veera har lavet en variation af denne cardigan – en smuk en af slagsen.
Det er første gang, at jeg strikker med Chunky Blackhill Højlandsuld. Det er dejligt at strikke med – og bliver endnu dejligere efter en gang vask. Jeg er meget glad for, at der står flere spoler på garnhylden til andre projekter.
Jeg er super glad for cardiganen og overvejer allerede at strikke endnu en udgave…

















