Indlæg tagget med ‘Uld’
Saga eskimo lang kofte er færdig…
Da jeg sidste år fik fingre i Kofteboken af Lene Holme Samsøe og Liv Sandvik Jakobsen, har jeg ikke været i tvivl om at jeg gerne ville strikke Saga eskimo lang kofte.

Jeg var vild med bærestykket og farverne. Men jeg har dog valgt at lave en tyndere udgave – nemlig i 2 tråde supersoft garn, som er mit favoritgarn. Da jeg skulle finde farver, lavede jeg nogle vikleprøver. Det betyder, at jeg vikler farverne omkring et stykke pap – og det giver et lille billede af, hvordan farverne harmonerer.

Jeg gik og kiggede på prøverne – men jeg ville også gerne høre andres mening. Jeg smed mulighederne op på Instagram og spurgte efter “læsernes” mening. Der var flertal for den, som jeg selv var mest forelsket i.

Da valget af farver var klar, så var det jo bare at gå i gang.

Bærestykket var hurtigt strikket – og så var det tid til at strikke en masse glatstrik. Jeg havde nemlig valgt at strikke den rundt, så jeg var fri for vrangmaskerne i jaquardstrikken. Jeg er vild med at strikke jaquardstrik. Det er så sjovt – og man skal liiiige have en række mere.
Herefter strikkede jeg forkanterne – og så var det tid til at klippe op foran.


Jeg har ikke prøvet at strikke forkanter, som skal syes på forstykkerne. Jeg har tidligere samlet masker op langs kanten og strikket. Men nu er det prøvet – og der er plads til forbedring.
Da forkanterne var syet på, kunne jeg prøve “cardiganen”. Jeg kunne fornemme, at det blev godt.
Ærmerne var hurtig strikket.
Og herefter var det tid til en blid vask – samt tørring. Simba er vild med våd uld – og hjælper gerne til med tørringen.

Jeg stoler ikke på ham, da han gerne vil “slå tæpper ihjel”. Så jeg fik lokket ham ud – og cardiganen kunne tørre i fred.
Jeg synes, at jeg har valgt de rigtige farver. De harmonerer godt – både på vikleprøven og på strikken.



Fede facts:
Opskrift: Saga Eskimo lang kofte fra bogen “Kofteboken”
Garn: strikket med 2 tråde supersoft garn fra garnpusher.dk, 575 m/100 g. Jeg har brugt følgende farver – og ca. forbrug
Slate grey 275 g
Silver grey 85 g
Sweet pea (rosa) 8 g
Calypso 30 g
Pea green 20 g
Pinde: 5 og 5.5 mm /Knit Pro Karbonz
Kommentarer: Jeg har strikket i en anden kvalitet – og med anden strikkefasthed end opskriften siger. Derfor har jeg brugt maskeantallet fra str. L. Fordelen ved at strikke oppefra og ned er, at man kan tilpasse projektet undervejs.
Jeg synes, at det er blevet en flot cardigan – men der er plads til forbedring. Forkanterne skulle have været lidt kortere – og så skulle jeg have strukket dem lidt, da jeg syede dem på. En erfaring til rygsækken. Knaphullerne er lidt for store – men dem kan jeg bare sy lidt sammen, hvis jeg vil. Ærmerne måtte måske gerne have været lidt bredere – men jeg skulle jo have det til at passe med mønsterrapporten.
Måske vil jeg strikke den igen – bare med større pinde og 3 tråde supersoft. Så vil cardiganen bliver mere jakke-agtig. Men jeg er ikke i tvivl om at jeg nok skal få brugt denne version. Jeg er rigtig glad for mit farvevalg – jeg synes, at den syrlige grønne sammen med den matte grønne og blide rosa er et godt miks.
Paris toujours sjal er færdigt…
Jeg har strikket et sjal, som er super enkelt. Super smukt – og super lækkert. Jeg fornemmer, at det bliver én af mine favoritter.
Fede facts:
Opskrift: Paris toujours af Isabell Kraemer
Garn: strikket med supersoft garn fra garnpusher.dk, 575 m/100 g, farven hedder silver grey. Jeg har brugt 141 g
Pinde: 4 mm /Knit Pro Karbonz
Str.: 200 x 80 cm – lækkert stort og kan bruges både som sjal og tørklæde
Kommentarer: Jeg er vild med opskrifter fra Isabell Kraemer. De er så velskrevne. Opskriften er enkel – og man starter i det ene hjørne og så strikker man flere og flere masker på.





















