Indlæg tagget med ‘Sjal’
Det grønne Line Break sjal er færdigt…
Jeg har i et stykke tid været i gang med at strikke Line Break i den smukkeste grønne farve. Til sidst tøvede jeg lidt i projektet, da jeg var i tvivl, om der var garn nok. Jeg måtte ud i nogle beregninger for at sikre mig, at der var garn nok. For havde der være 15 gram mere garn – så ville jeg have strikket kanten lidt bredere.
Men nu er det vasket og tørt. Det er smukt og falder perfekt om hals og skuldre. Det har en vidunderlig tyngde.




Jeg har tidligere strikket sjalet i en smuk gråmeleret udgave. Jeg har brugt det rigtig meget. Selvom sjalerne er strikket efter samme opskrift – så er de på én og samme tid ens, men også meget forskellige. De forskellige farver gør selvfølgelig sit – men det er også to forskellige garnkvaliteter. Det ene vejer kun 128 g – mens det andet vejer 200 g.

Fede facts:
Opskrift: Line Break – købt på Ravelry – men kan også købes direkte hos designeren Veera Välimäki
Garn: 100% Uld, håndfarvet med Vild kørvel og Indigo af Louise – forbrug ca. 200 g
Pinde: 4 mm/Knit Pick
Kommentarer: Jeg kan endnu en gang varmt anbefale en opskrift fra Veera. Hendes opskrifter er så velskrevne og nemme at gå til. Jeg er vild med det enkle design – det fine spil med hulmønster og det asymmetriske look. Strikkeopskriften er enkel – og meget velskrevet. Man strikker ret – masser af ret – så slår man om samt strikker 2 masker sammen. Meget simpelt – men med et meget smukt resultat.
Phew…
Den anden dag fortalte jeg, at jeg næsten var færdig med min grønne udgave af Line Break. Men jeg tøvede, da jeg ikke var sikker på, om der var garn nok til kanten. Kantborten består af et vist antal hul-rækker – og dette antal, kan man selvfølgelig selv bestemme, hvor mange det skal være. Men jeg havde en fornemmelse af, hvor bred jeg gerne ville have kantborten – for at det passede til selve sjalet.
Men som sagt – så havde jeg en fornemmelse af, at der ikke var nok garn. Det var ikke muligt at købe mere garn, da det er et håndfarvet garn – hvor der kun var de to fed, som jeg købte. Jeg tøvede, fordi jeg havde på fornemmelsen, at jeg måske skulle “strikke tilbage”, fordi garnet slap op midt i det hele.
Men jeg ville jo gerne have sjalet færdigt. Farven er rasende smuk – og jeg er vild med Line Break’s facon. På mit arbejde har vi en vægt, som kan måle i detaljer og små mængder. Jeg vejede garnnøglen – strikkede en pind frem og tilbage. Så havde jeg vægten på, hvor meget der blev brugt. Herefter kunne jeg beregne, hvor mange rækker, som jeg kunne strikke…
Phew siger jeg – for der var nok.

Helt præcist er der 1.5 meter tilbage.
Eller hånden på hjertet – der blev strikket, så der var nok. For havde jeg haft 15 gram garn mere – så ville jeg have taget nogle flere hul-rækker.
Sjalet er færdigt – nu skal det vaskes og nåles op, så den smukke og asymmetriske facon kommer til sin ret.

















