Indlæg tagget med ‘Glæde’
På hyggelig tur…
Jeg har været på en hyggelig inspirationstur i dag. Jeg kørte nemlig til Silkeborg, hvor jeg først besøgte torvet. Her havde Hanne og Anne med en skøn bod. Det var virkelig kræs for øjet – og det blev til en hyggelig snak. Jeg har nemlig strikket Annes Folklore Cardigan – og hun fik set mit færdige resultat. Jeg fik købt nogle skønne frøkener, som måske ser meget bly ud. Men jeg er spændt på, om de ændrer sig ved nærmere bekendtskab! Desuden blev jeg kysset… Jeg købte et rigtig fedt læderarmbånd med en keramikknap med ordret KYS. Det hænger om mit håndled – og nu kysser jeg hele verden! Jeg fik lov til at tage et billede af Hanne og Anne i deres skønne bod (Anne – håret sad perfekt!!!)
Jeg tog en runde på torvet – åh hvor jeg savner Silkeborg by og ikke mindst den skønne leben, som er på torvet lørdage. Her sælges der frugt, grønt, blomster, brød, fiskefrikadeller, ost – ja you name it. Og her ved juletid er der mange boder med juleting for enhver smag!
Efter at have indsnuset atmosfærden på torvet tog jeg ud til Rudolf Steiner Skolen. Her var der også masser af leben og supergod atmosfærde. Der var mange mennesker i alle aldrer. Mit primære mål var at besøge Rudolf boden. Her var Karen med alle hendes skønne ting. Der var rigtig meget kræs for øjnene. Men der var også kræs for maven – jeg købte 2 glas med Aronia marmelade. Det havde jeg ikke smagt før – men jeg kan fortælle, at det smager fantastisk og er rigtig sundt! Med i købet fik jeg nogle skønne til og fra kort, som kan pynte på julegaverne i år. Karen havde fået hjælp af Wenche, som jeg også fik hilst på.
Karens mor havde en bod med skønne, bløde venner… Jeg kiggede langt efter hendes elefanter, men jeg har ikke nogle børn, som kunne holde af og kramme dem. Der var også skønne katte og isbjørne!
Det har været en skøn dag – og det var rigtig hyggeligt at hilse på både Hanne, Anne, Karen og Wenche. Det er dejligt at få sat ansigter og ord på de forskellige, som jeg følger ude i blogland. Jeg fik nogle gaver og masser af inspiration med hjem.
Forventningens glæde…
Jeg glæder mig meget til mit kommende strikkeprojekt. Det er en skøn cardigan “Folklore” designet af Anne. Hun har strikket denne skønne cardigan – og har lavet en opskrift, som man kan købe lige her. 
Garnet er købt lige her, og jeg har valgt en masse skønne nuancer, som kan giver mod- og medspil til den lyse grå, som jeg har valgt som basisfarven.
Jeg glæder mig…

















