Indlæg tagget med ‘Genbrugsguld’
Køb med god samvittighed…
Det er jo ingen hemmelighed, at jeg godt kan lide genbrugsguld. Og det varmer hjertet endnu mere, når det går til et godt formål. Min vej i overspringshandlingerne i dag faldt forbi Dansk Røde Kors online genbrugsbutik Miinto.dk. Der er masser af skønne fristelser – til rimelige priser.
Jeg fandt en skøn skjorte-kjole fra 90’erne – med skønne detaljer…

En smuk kjole i koksgrå uld fra 80’erne…

Kan I ikke lige forestille jer dem her til efterår og vinter – krydret med uldne strømpebukser samt smykker og strik i smukke farver. Jeg glæder mig så meget til, at de dukker op.
Der er rig mulighed for at finde skønt tøj og tilbehør – selvfølgelig i god kvalitet. Kig forbi Miinto.dk og lad dig friste med god samvittighed…
Nyt legetøj…
Jeg har fået nyt legetøj. Jeg har fået min mors strikkemaskine. Jeg glæder mig så meget til at prøve den – forhåbentligt virker den. Jeg glæder mig til at høre slæden køre hen over nålene. Jeg mindes den lyd – både fra da min mor strikkede, samt under min uddannelse, hvor jeg også legede med håndstrikkemaskiner.
Et nyt stykke legetøj…
Da jeg åbnede kassen samt den tilhørende kasse med tilbehør, var det ren nostalgi…
#1 Posen er fra den lokale tøjbutik – og jeg husker tydeligt den farverige pose.
#2 Bogen, som skal guide mig igang med projekterne
#3 I bogen er der ført regnskab med projekter (fra før min mors tid). Første projekt i 1973 var en Sømandstrøje i str. 6 år.
#4 Denne klud lå inden i kassen med strikkemaskine. Det er et viskestykke fra min barndom. Den vækker minder…
Når jeg har fået fornemmelse og fortrolighed med strikkemaskinen – så skal ét af mine projekter være en Sømandstrøje. Min moster strikkede Sømandstrøjer til min fætter samt alle kusinerne – marineblå med rullekrave. Vi kunne ligne en kæmpe søskendeflok – for vi lignede hinanden af udseende, og hvis vi så var i ens trøjer, så blev det ikke nemmere at holder styr på, hvem der var hvem.
Jeg skal have en sømandstrøje anno 2011 i sort eller grå. Jeg håber, at jeg har samme “talent” som under min uddannelse. Her havde vi et hue- og halstørklædeprojekt. Vi skulle lave et oplæg med design, farvevalg og de endelige produkter. Mit projekt var holdt i lysegråt med et twist af karry og havgrønt. Mit halstørklæde skule være langt – meget langt. Min strikkelærer havde sine tvivl, for han var sikker på, at der skulle mange forsøg til. Det sker nemlig, at strikken hopper af strikkemaskine – og man må starte forfra. Mit lykkedes i første forsøg! Det gjorde, at jeg fik tid til at strikke en masse små stykker strik op, som blev til trøjer og cardigan til min lille nevø.
Men jeg slipper ikke håndstrikken – den kan jeg slet ikke undvære.

















