Indlæg tagget med ‘Garn’
Rasmilla holder Homeparty i Viborg…
Da jeg strikkede Granite til min søster, brugte jeg bl.a. garn fra Rasmilla. Normalt holder Rasmilla kun homeparty på Sjælland – men nu er Sanne blevet lokket til Jylland – mere præcist Viborg lørdag d. 30. april.
Jeg kunne godt tænke mig at gramse lidt garn, så jeg har meldt mig til – har du også lyst til at blive fristet eller bare have en hyggelig eftermiddag, så kan du melde dig til hos Rasmilla garn – Strik & Design.
Måske ses vi?
Jeg gramser garn…
Jeg har lige hentet en pakke fyldt med garn. Jeg har bestilt Blackhill Højlandsgarn i en række lækre nuancer til skønne projekter. Jeg nyder farverne. Jeg stiller dem op – og små idéer begynder at tage form i hovedet.

Jeg tænker striber på en lækker forårscardigan i grønne og gyldne farver. Tænk at smyge sig i Solskin, Syrlig, Pæreskal, Honning – og min elskede Calypso fra lager. Måske lige tilsat lidt krydderi i form af en lille lækker kontrastfarve eller finurlig knap.
Jeg skal svøbe mig i et Blåbær-farvet eller Stubmark-farvet sjal. Sjaler og tørklæder kan man ikke få for mange af.
Sidst men ikke mindst en lækker Lakrids. Her tænkes i cardigan med smukke knapper samt sjal. Godt at garnet ikke dufter som navnet – for så ville jeg gå og være lækkersulten hele tiden.
Jeg glæder mig allerede til de nye projekter – men der er lige en Lun & Let, som skal gøres færdig først.

















