Indlæg tagget med ‘Farver’
En gennemgnasket æske…
Jeg har flere gange kørt forbi en genbrugsbutik, som ligger udenfor lands lov og ret – men bare ikke på de dage, hvor der var åbent. Det var der i dag. Jeg fandt en lille skøn trææske – til en rund 20’er. Den er mærket af tidens tand – den er nemlig blevet gennemgnasket af nogle biller. Men jeg kunne ikke lade æsken stå – og nu skal den have nyt liv hos mig.

Udvendigt skal der ikke ske noget. Jeg kan godt lide dens patina. Indeni er der nogle klodser, som skal pilles ud. Min første tanke var at tapetsere den med noget smukt tapet eller papir. Men jeg tror, at jeg er kommet frem til, at den skal males. I den smukkeste tandlægegrønne. Beklager men farven hedder altså ikke andet – men smuk er den.
Den er perfekt til at gemme på smukke ting…
En lille detalje…
Weekenden er startet. 3 dage ligger foran mig – klar til hygge, nydning af solen, bagning af yndlingstærten og småkager, fejring af kæresten, hyggeligt samvær, kreativitet og mere sol. Jeg sad lige på den ene af vores terasser og nød solen – satte weekenden i gang med et glas koldt saft og en kiks.
Mine øjne fangede nogle små detaljer, som gør mig glad…

En yndlingstunika fra sidste forår, nye leggings fra MOST, en gul ring og et skønt viklearmbånd.
Ringen er en gave fra min mor for snart 20 år siden. En smuk ring med mælkerav – en smuk form og farve. Den passer så perfekt til den lille gule fugl…

Små skønne detaljer til at starte weekenden på. Jeg håber, at du får en rigtig god én af slagsen…

















