Indlæg tagget med ‘Broderi’
Udstilling i Skals…
Fredag kørte jeg en tur til Skals for at se udstillingen på Skals Design- og Håndarbejdsskole. I skolens smukke bygninger var der udstillinger af elevernes arbejde – både af børn og voksne. Udenfor i små telte var der boder af inviterede kunsthåndværkere.
Der var så mange smukke ting, så meget inspiration – det var fantastisk. Her er der nogle små glimt fra elevudstillingen…

Sorte filtede tørklæder – der skal prøves nye teknikker af herhjemme i det kreative værksted. En pude med en smuk broderet detalje.

Smukt arbejde – lavet af børn. Der var skønne tableauer rundt i huset – fyldt med den ene lækkeri efter den anden.
Strik, som jeg drømmer om. Et smukt tørklæde/sjal strikket i perlestrik med smukke bomber i enderne. På store pinde.

Grønt krus – som blev mit. Kruset har den mest fantastiske grønne, saftige farve i et lækkert design skabt af Gurli. Jeg vil nyde at drikke af det.
Det var en dejlig inspirerende dag. Udover inspiration så glædes jeg over, at alt det smukke håndarbejde, som bliver skabt. Mennesker, som lærer kreativiteten og håndværket fra bunden. Jeg har selv været på et weekendkursus på Skals Design- og håndarbejdsskole. Det kan bestemt anbefales.
Påskeglæde…
Påskefrokosten i går blev rigtig hyggelig. Jeg nyder at være sammen med min familie. Vi fik hygget, snakket og ikke mindst spist. De mener, at der var overvægt på bilen, da de kørte hjem! Udover deres dejlige selskab, kom de med nogle skønne påskegaver.
Jeg fik nogle søde æggebæger/lysestager med motiv af Poul Pava. De er rigtig skønne – og passer bl.a. til postkortene af Poul Pava, som hænger i vores kældergang. Jeg fik forøget min fåreflok med endnu et viskestykke med får. Til ganen blev jeg beriget med lakrids fra Johan Bülow, Rooibush the – en favorit-the, som har fulgt mig fra, da jeg boede i USA for 17 år siden. Derudover var der flere lækkerier til ganen i form af marcipanæg, karameller og chokolade. Den søde tand skal nok blive plejet! 
Da jeg sidst var hjemme ved min mor, købte jeg en lækker tunika i knitrende hvid. Jeg spurgte min mor, om hun ville brodere et lille broderi på ryggens bærestykke. Hun har sat sit fingeraftryk med et smukt broderi i hvid. Jeg glæder mig til at komme til bruge tunikaen.
Dagen i går var dejlig på alle mulige måder. De sidste dagen i påsken skal også nydes med afslapning og en tur til vandet.
Fortsat god påske til jer…

















