Indlæg tagget med ‘Broderi’
Sommersalg…
Hanne er en tryllekunstner med broderier og stof. Hun har en fantastisk sans for at sætte det sammen – og så lige give det rette twist. Sammen med hendes skønne tekstiler har hun også en lang række skønne lopper – jeg har bl.a. købt nogle skønne stole hos hende. Men jeg har på fornemmelsen, at hun gemmer på flere skjulte skatte.
Men hver sommer holder Hanne sommerudsalg på Helgenæs. Der er vanvittig hyggeligt – og turen derud er så smuk og inspirerende. Skulle du få lyst til at begive dig ud i sommerlandet, så finder du Tulipaner & Tomaters sommersalg på Helgenæs.
Lørdag d. 16. juli er der der en super cool café stillet op. Så udover at blive fristet af en masse smukke tekstiler, lopper og Hannes skønne selskab – ja så kan du også blive fristet i den lille rullende café.
Jeg håber så inderligt, at jeg kan få planerne til at passe – og kigge forbi. Ellers ved jeg, at Hanne holder et efterårssalg i det nordjyske.
Varm gave…
Sidste år syede jeg en thehætte til min søster. Jeg fik en henvendelse fra en veninde fra barndommens land, som ønskede sig en ny thehætte. Hun fik mønstret, så hun selv kunne sy én.
Jeg er nu blevet inviteret til fest for at fejre, at hun fylder år og har afsluttet en eksamen. Hun skal fejres med hyggeligt samvær, god mad og nogle gaver. Jeg tog kontakt til hendes mor for at høre, om hun havde fået lavet den thehætte. Det har hun ikke – og med udgangspunkt i hendes øvrige gave samt hendes hjem, har jeg været i gang.
Jeg har været i gang med broderinålen. En vrimmel af prikker. Sorte på hvid baggrund – og en enkelt grøn. 
De skønne prikker er syet sammen med knasende sprødt hør – og et forårsgrønt foer. Modtageren har samme svaghed for sort, hvid og grøn som mig! Jeg ved godt, at hun havde set den halvrunde thevarmer – men jeg havde lyst til at lave kontrast til de runde prikker ved at lave selve varmeren firkantet.
Jeg har i ugen været i gang med diverse broderiforsøg, som ikke lykkedes. Der følger nemlig et par keramikskåle med thehætten – hvide med sorte striber, næsten magen til min. Jeg havde gang i et “skydeskive” broderi – men det virkede ikke rigtigt. 
Pludselig fik jeg gang i prikkerne. De blev strøet med løs hånd over stoffet – stærkt inspireret af nogle glasskåle jeg lavede for mange år siden.

Nu håber jeg blot, at thehætten passer hendes thekande – og fremover kan holde theen varm for hende.
Ha’ en dejlig dag…


















