Indlæg tagget med ‘Brød’
Glimt af søndagen…
Der er stille på den kreative front. Jeg håber, at energien snart vender tilbage. Jeg er ramt af allergi med symptomer, som eksem i ansigt og på hals samt træthed. Det har jeg ikke prøvet før. Jeg håber, at det hjælper med en vitamin-indsprøjtning.
Jeg gør klar til ferie med nogle forskellige projekter. Min smukke bænk i teaktræ er ankommet for et par uger siden. Den er smukkere end forventet – og lækker blød. Jeg er vild med teaktræets blødhed, så jeg smyger en hånd over den, når jeg kommer forbi.
Lige nu står den i vores kælder, men den skal flyttes ud i haven – ned under birketræet.
Men andre projekter byder sig til. Snorrene på hynderne til gyngestolen trænger til en kærlig hånd.
Gyngestolen trænger også til nye wire.
Der skal findes stof til bagbeklædning på dette smukke, kommende tæppe…
Denne søndag har været stille og afslappende. Morgenen startede med bagning af grydebrød.
De er et stort hit her i huset – og det er ofte dét brød, som jeg bager. Men jeg kom lige i tanke om, at jeg også plejede at bage et skønt brød med øl. Mon ikke jeg skulle genopfriske det her i påsken?
Midt i min træthed mærker jeg også forårets kommen (altså ikke kun allergi) – men lysten til at renovere hele huset. Se det med nye øjne. Foråret/sommeren byder på nye vinduer i stueplan. Det giver god anledning til at male væggene! I stuen har vi to vægge, som er råhvide og to, som er marabou mælkechokolade farvet. Det er et kompromis med kæresten. Men jeg orker ikke marabou chokolade på væggen mere. Kunne jeg bestemme helt selv, så blev væggene hvide – måske med en sort endevæg. Men kæresten har nedlagt veto mod den sorte væg.
Nu søger jeg et kompromis for at få hvide vægge – og for at komme af med marabou chokoladen. Vi kan nemlig godt lide grøn begge to. Så jeg har foreslået, at den store endevæg bliver grøn og den andre hvide. Jeg har hængt farveprøver op for at se, hvordan de ser ud i lyset døgnet rundt. Jeg har en farvorit. Jeg håber, at jeg kan få kæresten med på idéen.
Søndagen har også været påskeæg…
Lys…
Nydelse af favoritblomsten…
Snart dukker den op i haven.
Smil til den dejlige abe…
Tanker om strik…
Tid til eftertanke…
Eftertanken er det manglende katteliv…
Vi savner Afrodite for vildt. Hun fyldte meget vores liv i de 14½ år, som hun var hos os. Vi har mange skønne minder med alle hendes finurligheder. De gode minder fylder meget og bringer smilene frem. Men samtidig så bider de også i vores hjerter. Hun kom til at fylde ekstra meget, da vi ikke har børn. Vi har ro omkring, at der kun var én beslutning, da dyrlægen kom med dommen. Der var ikke noget at gøre. Afrodite var meget syg. Vi tog det ansvar, det er at have et dyr. Men det er en barsk beslutning, som efterfølgende kan give tvivl, om det nu var det rigtige. Kunne man have gjort noget? Nej. Vi kunne godt forlænge det, men det ville kun være for vores skyld. Men det ville kun være en udskydelse af afskeden. Det ville ikke være fair overfor Afrodite. Hun kom herfra med værdighed.
Vi er taknemmelige for alle de skønne år, som vi fik sammen med den lille personlighed, som Afrodite var. Vi savner katteliv i huset. Vi savner en lille ven, som kan hjælpe os med havearbejdet, som er lige om hjørnet. Vi savner et lille pelsdyr, som vimser rundt og charmerer sig ind. Vi begynder at blive klar. Måske er dét noget, som foråret også bringer?
Håber du har nydt din søndag…
Forårssøndag…
I dag er det den første forårsdag. Ikke fordi det føles særligt forårsagtigt. Men vi skriver 1. marts. Jeg glæder mig til forår og sommer. Jeg glæder mig til sol og lys. Jeg glæder mig til, at det bliver varmere. Jeg glæder mig over, at naturen vækkes til live. Man fornemmer, at fuglene gør klar til at blive aktive. Jeg nyder deres smukke, lidt hæse stemmer, som de varmer op. Jeg nyder alle de smukke forårsbebudere, som pibler op af jorden.
Billedet er fra under birketræet. Stedet hvor vi finder ro, og hvor Afrodite fik sit sidste hvilested. Vi savner hende stadig rigtig meget. Det bliver svært, når vi skal i haven og gøre den klar, for hun var altid en sikker “medhjælper”. Vi har snakket om, at der skal nyt katteliv ind i vores liv. Vi savner det liv, som en kat giver. Vi er ikke helt klar endnu – men pludselig bliver der katteliv i huset. Det er vi slet ikke i tvivl om.
Nu er foråret på vej, så jeg har bestilt den smukkeste havebænk. Den er en erstatning til den gamle bænk. Eller gammel vil jeg næsten ikke kalde den – for den er kun 3 år gammel. Men den er smaskrådden – og lige pludselig ender vi på jorden med et bump, hvis vi ikke skifter bænken ud.
billedet er lånt fra unoliving.dk
Bænken er i teaktræ, som blot bliver smukkere år efter år. Den kommer til at passe godt ind under birketræet – og den får forhåbentligt snart samme patina, som vores andre havemøbler i teak. Jeg glæder mig til at sætte mig på bænken med mit strikketøj og et krus the, mens jeg lytter til bladenes rislen.
Med foråret kommer der også allergi. Det mærker jeg i øjeblikket. Uden helt at kunne sætte fingeren på helt præcist hvad, som genrer næsen og kroppen. Med foråret kommer der også energi og lyst til at få lavet en masse ting. Jeg har en lang liste af huslige projekter, som skal laves. De fleste indeholder en malerulle og en spand maling. Men jeg har også fået grønt lys fra kæresten til et fliseprojekt i køkkenet. Det skynder jeg mig at lave, inden han fortryder! Jeg glæder mig til at kunne sætte flueben ved de enkelte projekter.
Morgenen i dag startede tidligt. Inden morgenmaden fik jeg rørt dej til grydebrød. De er et kæmpe hit her i huset – og er oftes det brød, som jeg bager. Mens jeg spiste morgenmad, fik jeg læst bagebøger – og blev inspireret til kanelsnegle og knækbrød.
I går fik jeg startet et nyt strikkeprojekt. Det er så absolut ikke TV-strik. Det kræver koncentration, når jeg skal følge de forskellige mønsterrapporter. Jeg er ikke nået så langt, men jeg kan mærke, at jeg synes, at det er sjovt. Jeg håber, at jeg bliver glad for resultatet, for der kommer til at ligge nogle strikketimer i det.
Dagen byder måske til lidt tid ved symaskinen. Mit strikkepindeetui har været udsat for et sovseangreb – og trænger derfor til en udskiftning. Jeg har en idé om, at det bliver min lækre læderclutch fra genbrug, som bliver rammen.
I stuen er der også forår. Jeg elsker tulipaner – og nyder at have dem i mine vaser. Indtil de dukker op i haven, så nyder jeg, at de er i butikkerne til næsten ingen penge.
Håber at I hver især nyder søndagen – og forårets komme.








































