Indlæg tagget med ‘Bagning’
Velkommen til kanelhimmel…
Jeg har bagt nogle fantastiske kanelsnegle. De smager så skønt, at det føles, så man er kommet i kanelhimlen.

De er fyldt med kanelguf og creme – og smager vildt godt. De tager lidt tid at lave, men de er det hele værd.
Opskriften har jeg fra en tidligere kollega, som har fundet det i et gammelt dameblad. Men I skal ikke snydes for en skøn lækkerbid. Måske skal det være ét af projekterne for weekenden.
God bagelyst…
Store bagedag…
Nogen har tømt fryseren og kagerdåserne. Så det var tid til at få fyldt op med gode sager. Derfor har jeg holdt store bagedag. Jeg har bagt muffins med bær og chokolade – i dag med blåbær. Det blev også til en god portion brændnældeboller, biscotti samt kartoffelpizza.
Jeg kan rigtig godt lide biscotti – de er dejlig sprøde og ikke så søde. I dag har jeg bagt dem med mandler, men man kan også vælge hasselnødder. Eller måske en skøn blanding af forskellige typer nødder.

Kartoffelpizzaen blev vores aftensmad. Den smager skønt alene – men man kan også servere et stykke lækkert kød samt salat til. Den smager godt både varm og kold. Den kan med fordel bruges i madpakken. I skal ikke snydes for en skøn opskrift, som jeg har fundet i et dameblad for mange år siden. Opskriften kan du downloade nederst i indlægget.
Nu er fryseren og kagedåserne fyldt op – vist også maverne. God bagelyst til dig…


















