Indlæg tagget med ‘Adventsgave’
3. søndag i advent 2011…
Endnu en pakke i adventskalender er pakket op. Min mor har syet et par skønne grydelapper til mig. Smukke og enkle. Min første tanke var, at de kun skulle være til pynt. Men jeg blev hurtig enig med mig selv om – at selvfølgelig skal de bruges.

Forrige år fik jeg nogle skønne viskestykker med broderede får. Min første tanke var, at de blot skulle hænge til pynt. Men ved I hvad? Glæden ved viskestykkerne er faktisk størst, når de er i brug. Jeg nyder at lægge dem over friskbagt brød – eller tørre opvasken af.
I min mors pakke var der i dag et par lygter – fine hvide med hjerter.

De er fundet i Fakta – og jeg fortryder lidt, at jeg ikke fik købt et par stykker til mig selv.
Jeg håber, at I nyder dagen hver især. Vi har fået købt de første julegaver. Jeg har “gemt” mig i det kreative værksted – tændt en masse stearinlys, allieret mig the og pebernødder – samt et par ruller gavepapir, en bunke bånd og gode idéer til til & fra kort. Jeg elsker at pakke gaver ind og får dem sjældent pakket ind i butikkerne. Jeg elsker at sysle med papir, bånd og pynt.
Fortsat god søndag til jer hver især…
1. søndag i advent 2011…
Jeg har pakket en taske med adventsgaver til min mor. Jeg tager nemlig hjem til min mor i dag – den første adventsgave skal hun åbne i dag.
Pakkerne er pakket i sort og hvid – et tilbagevendende tema hos mig!

Den skarpe læser vil bemærke, at der ikke er 4 pakker. Men hun skal selvfølgelig også have en pakke 4. søndag i advent. Men den skal lige laves først!

Men i dag skal hun have et broderi. Eller rettere et kit, som hun selv kan brodere.


I efterårsferien var vi inde hos Broderi Moderne i Århus. Her sukkede hun hos efter valmuebroderierne. Jeg besluttede mig straks for, at det skulle hun have i adventsgave. Jeg fik min ene søster til at købe den nogle dage senere.
Kort efter snakker jeg med min mor. Hun havde været på messe – og her havde hun købt det samme kit, som jeg havde købt til hende. Så måtte jeg bytte det – nu får hun én af de andre i valmue-serien. Jeg har kigget ind i den smukke æske. Det skønne uld i de smukke farver lokker. Jeg kan mærke, at jeg skal også prøve at brodere med uld.
Den første søndag i advent bliver i dejligt selskab af mor, søstre og nevø. Sidst på dagen vender jeg snuden hjem igen. Her skal der adventshygges sammen med kæresten – og den strikkende adventskrans.
Ha’ en dejlig søndag hver især.

















