Søster Fie sweater er færdig…
Lige før jul startede jeg på Søster Fie sweater af Hanne Larsen Strik. Jeg har haft kig på denne sweater længe, da bærestykket er så smukt. Men jeg var knap så vild med, at den skulle strikkes på pind 3 mm. Så jeg strikkede nogle andre ting i mellemtiden, mens jeg tyggede lidt på det.
Men så besluttede jeg mig for, at nu skulle det være. Pind 3,5 mm passer bedre til mit strikketemperament, så det blev på disse, at jeg lavede en strikkeprøve. Endvidere besluttede jeg mig for at strikke bærestykket nedefra og op – og resten af strikken oppefra og ned. Jeg passer ikke rigtig ind i standardmål, så jeg kan virkelig godt lide, når jeg kan tilpasse strikken til mig og min krop undervejs. Men min strikkeprøve på pind 3,5 mm passede ikke til strikkefastheden i opskriften. Derfor blev lommeregneren fundet frem, og jeg fik beregnet om, så det kunne gå op i en højere enhed.
Når jeg strikker bærestykket nedefra og op, så slår jeg masker op med midlertidig opslagning. Jeg synes, at det er et fedt strikketrick, som er nyttigt at have med i sin strikkekunnen.
Jeg elsker at strikke jaquardstrik også kaldet mønsterstrik. Jeg kan lide den måde, som man kan skabe “billeder” med i strikken pind for pind. Det er svært at stoppe, for man skal lige have en pind mere. Som altid, når jeg strikker jaquardstrik, bruger jeg min lille Storm P løsning på fingeren. Den er så simpel – men er en stor hjælp, når jeg strikker. Den sørger nemlig for at holde trådene på plads, så de ikke smutter ud over fingeren.
Da bærestykket var færdigt, så var det var det blot at trævle den midlertidige opslagning op, vende strikke på hovedet og bare strikke glatstrik derudad. Det går hurtigt med en god i film på skærmen.
Det er så godt at kunne prøve undervejs.
Mange kan ikke lide at strikke ærmer. De synes, at det er kedeligt – og nr. 2 ærme er altid træls. Derfor strikker de ærme nr. 2 først – og så går det nemmere, når ærme 1 skal strikkes til sidst :o) Eller de strikker ærmerne før kroppen. Det er naturligvis en god taktik. Jeg var forhen heller ikke vild med at strikke ærmer. Men så besluttede jeg mig for, at de er en vigtig del af en sweater eller cardigan. Desuden så er de hurtigt strikket, da der ikke er så mange masker rundt. Så egentlig er de næsten færdige, før man har begyndt. Det handler om ens tankegang. Jeg håber, at jeg kan bryde det i forhold til strikning af sokker og vanter :o)
Som altid vasker jeg mit strik før brug. Jeg gør det, fordi der er spindeolie i det garn jeg bruger, samt maskerne falder på plads.
En lille detalje i nakken for at holde styr på for og bag.
Bagsiden af jaquardstrik er også pæn.
Men den smukke Søster Fie sweater blev færdig og er taget i brug.
Jeg forsøgte mig med nogle billeder i sneen. Men det er lidt svært at lægge op uden at der kommer sne på strikken samt lave fodspor. Desuden drillede vinden lidt.
Fede facts:
Opskrift: Søster Fie af Hanne Larsen strik – dog omregnet til mig og min strikkefasthed
Garn: Strikket med supersoft garn, 575 m/100 g fv. flannel grey forbrug samt uldgarn i en smuk grøn farve, oprindelse ukendt, forbrug i alt ca. 180 g.
Pinde: 3,5 mm /Knit Pro
Kommentarer: Jeg har som sagt regnet lidt om på denne for at kunne strikke med pind 3,5 mm. Men en smuk sweater, som jeg glæder mig til at tage i brug.
Veldig fin!
Sikke en smuk sweater.
Var glad for at læse om din måde at strikke den på. Den har jeg nemlig selv tænkt mig at eksperimtere med, til mit næste strikkeprojekt.
Hvilken metode bruger du til den midlertidige opslagning?
Hanne: Tak for det
Søs: Tak. Hvis du nærlæser lidt i teksten, så er der link til Et fedt strikketrick, som guider dig videre til hvilken strikkeopslagning jeg har brugt :o) Det er en supergod teknik, som er anvendelig til forskellige ting.
Tak for de fede facts 💚💚
Louise: Velbekomme 💚
[…] unikarina til Søster Fie sweater er færdig… […]
[…] jeg viste min Søster Fie Sweater frem, skrev jeg om at strikke ærmer. Nogle hader den proces, da det er kedeligt, samt der skal […]
[…] 2017 var jeg startet på Søster Fie sweateren. Den tog jeg med mig ind i det nye […]