Arkiv for kategorien ‘Syning’
Kjole til bryllupsfest…
Sidste weekend var jeg til bryllup hos en barndomsveninde. Det var en ganske særlig dag – fyldt med glæde, kærlighed og minder. Det var kirkebryllup i den fineste, lille kirke laaaaangt ude på landet. Så langt ude på landet, at jeg var bekymret for om gps’en virkelig ledte mig den rigtige vej. Jeg mødte nemlig ikke særlig mange biler på vejen. Men jeg endte det rigtige sted.
Senere kørte vi længere ud på landet til den skønne 3-længede gård med plads til fest i den ene længe. Perfekte rammer for denne dag. Men historien om selve brylluppet er ikke min at fortælle.
Til dagen havde jeg syet en kjole. Jeg havde for et stykke tid siden købt en japansk bog med spændende modeller med draperinger. Jeg var slet ikke i tvivl, da jeg så kjolen – og endnu mere perfekt var det, da bryllupsinvitationen kom lige efter.

Jeg var faldet for denne smukke kjole med draperinger og asymmetri. Jeg valgte en grå farve, da jeg gerne ville holde kjole meget enkel og lade draperinger, folder og fald “tale”.

Kjolen består af 2 mønsterdele. Selve kjolen og en belægning til forstykket. Det var et stort arbejde at tegne op – og derefter samle puslespillet.

Bogen indeholder fine tegninger med instruktioner – og man skal blot følge, hvad der står. Det var en spændende udfordring, at få folder og læg til at vende den rigtige vej – at sno kjolen på det rette tidspunkt.

Her er oplægning af kjolen.

Jeg ville have taget billeder undervejs i syprocessen. Men jeg var så koncentreret, at det glemte jeg. Men et enkelt af folder på den ene skulder blev det til.

Det sidste, som skulle laves på kjolen var sammensyningen af skuldrene. Jeg synes, at modellen var meget nedringet, så jeg har valgt at tilpasse den. Måske jeg vil tilføje lidt blonde i udskæringen, for den er stadig lidt til den dybe side. Her er jeg fanget i solen under birken – med en linselus i baggrunden.

For først gang i mit liv var jeg til frisør for at få sat mit lange hår. Til de andre bryllupper, som jeg har været til, har jeg været meget korthåret. Jeg fik en smuk asymmetrisk frisure med smukke fletninger.

På vej ud af døren fik jeg lige taget et par lynfoto af husets utålmodige fotograf. Dagen var kølig, så jeg havde i sidste øjeblik fået hentet et par leggings samt fundet en cardigan frem.

Grå og sort med grønne detaljer.
Klar til fest…

Fede facts:
Mønster: Mønstret er fra bogen “Drape drape 3” – jeg fandt min på amazon.co.uk
Vær opmærksom på at det er oprindeligt en japansk bog – og derfor meget små i størrelsen. Jeg er på japansk en str. L – i dansk udgave er jeg en str. S
Metervare: Jeg valgte en jersey med stretch. Jeg ville muligvis vælge en lettere udgave, hvis jeg skulle sy den igen.
Kommentar: Det blev en rigtig fed kjole, som jeg er sikker på, at jeg kommer til at bruge. Dog krævede den et bælte for at falde rigtig omkring min krop. Endvidere synes jeg, at den stadig er lidt for udringet i halsen, så jeg overvejer at finde et stykke blonde, som lige skal skjule lidt.
En sjov syudfordring – dog ikke til en nybegynder.
Stille projekter…
Forrige weekend fortalte jeg, at jeg var kommet et godt stykke vej på Friendly Fair Isle Sweater. Men ærmerne var for korte. Jeg pillede ærmerne på. Jeg har ladet projektet ligge, for jeg overvejer, om det ikke skal være en cardigan istedet. Nogle gange så skal der også være rum til at overveje.
Men der er blevet strikket på noget andet. Anne, som jeg har mødt på Instagram, havde forelsket sig i et tørklæde. Men hun kan desværre ikke strikke eller hækle mere på grund af en skadet tommeltot. Anne og jeg har mødt hinanden kort – vi bor begge omkring den smukke Mariagerfjord. Anne er et meget omsorgsfuldt menneske – og jeg ville gerne indfri hendes ønske.

Opskriften er fra designstrik.dk. Der strikkes striber – nogle er på tværs og andre den anden vej.
Lige før weekenden dukkede der nogle sybøger op, så søndag hyggede jeg med the, strik og planlægning af min forårsgarderobe.

Det er et par bøger, som jeg har fundet på amazon. De er fyldt med smukke modeller, hvor der er draperinger på forskellige måder. Jeg elsker de japanske sybøger. Udover smukke modeller, som er så finurlig godt fundet på, så er bøgerne så smukke at læse i.

Der er flere modeller, som jeg er forelsket i – specielt denne kjole.

Jeg glæder mig til at skal i gang med syprojekterne. Man skal holde tungen lige i munden – for der skal laves folder og draperinger de rigtige steder og på de rigtige måder. Men det bliver sjovt og udfordrende.

















