Arkiv for kategorien ‘Syning’
Lidt til campingvognen…
Jeg har været i gang med symaskinen. Vores skønne lille campingvogn har stået uden gardiner – og NU skulle det være. Jeg havde købt lækkert stribet stof i IKEA. Faktisk købte jeg det sidste år, men jeg fik ikke syet gardinerne – og så blev det vinter.
Men så fik jeg endelig taget mig sammen til at sy gardiner. Jeg startede ud med et sæt af gangen. Godt jeg gjorde det – for det viste sig at stoffet var for kraftigt til den type gardiner.

Jeg var ikke i godt humør – og skulle så finde noget stribet stof i en tyndere udgave. Det lykkedes.
Jeg har fået syet til begge ender af campingvognen. Nu mangler jeg bare til sidevinduerne. Her skal jeg lige finde en løsning.

Mens jeg lige udtænker den løsning, kunne jeg lige sy nogle puder.

Jeg har naturligvis brugt min egen syvejledning til at sy efter. Den er supernem.
Det er efterhånden småting, som mangler på campingvognen. Vi bruger den dog alligevel. Den står i haven, da vi har solgt bilen med anhængertræk. Men den er et hyggeligt ekstraværelse, hvilket vi dog ikke har brug for, da vi har alt for mange kvadratmeter.
Når campingvognen bliver helt færdig, så skal jeg nok lave det endelig indlæg, hvor jeg fortæller punkt for punkt, hvad og hvordan vi har renoveret campingvognen. Jeg har fået mange spørgsmål løbende – og flere har også skrevet, at de er blevet inspireret og selv har været i gang.
Grøn syning…
Da jeg havde syet den grå kjole, som jeg havde på til bryllup, sagde min ene søster, at jeg gerne måtte bruge noget tøj med farve. Jeg går rigtig meget i sort og hvid samt grå. Så krydrer jeg det med en lille farvet detalje. Men generelt er det meget farveløst.
Nu har jeg syet et par grønne kjoler – den ene er blid mintgrøn, men den anden er saftig græsgrøn. Modellen er den samme, som den grå kjole med sølvbomber. Blot uden ærmer.

Fra gåturen langs Mariager fjord

Under birketræet i haven

Den græsgrønne kjole

Og naturligvis kom Afrodite forbi under “fotosessionen”
Det er enkle kjoler, som er supernemme at sy – og meget behagelige at have på. De kan dresses op og ned med det tilbehør, som man vælger.
Der kom også et par sommerbukser ud af symaskinen, da jeg var i gang.



Det er en model, som jeg har syet flere gange før.
Jeg nyder sommeren og det varme vejr. Det passer perfekt til mit temperament (og at jeg er en frossenpind). Jeg har ferie i øjeblikket og nyder at slappe totalt af. Der læses, der ordnes lidt have. Det bliver til dejlige gåture, lækker sommermad. Der er plukket ribs, som er omdannet til saft og gele.
Jeg håber, at I også nyder sommeren…

















