Arkiv for kategorien ‘Strik’
Korte ærmer eller lange arme…
Lige siden jeg fik min Høstjakke færdig, har jeg brugt den rigtig meget. Den er perfekt over bukser, men gør sig også godt til kjoler. I de sene aftentimer og de tidlige morgentimer holder den mig varm over nattøjet.
Men jeg har lavet en finjustering. Jeg har strikket ærmerne længere. Da jeg fik Høstjakken i brug, kunne jeg mærke , at der lige manglede lidt i længden. Jeg valgte at gøre noget ved det med det samme.

Det var nemt og hurtig gjort. Nu venter jeg blot på, at den bliver tør efter en uldvask.
Jeg har ikke strikket meget de sidste par uger. Jeg har ikke fundet det helt rigtige projekt. Dog strikker jeg på et slips til min nevø.

Det er vendestrik med farveskift, så man skaber de skønne trekanter. Et hyggeligt projekt – men på pind 2. Jeg spænder meget, når jeg strikker på pind meget lille, så jeg kan ikke strikke så lang tid ad gangen. Jeg var faktisk nået et pænt stykke op, indtil jeg fandt ud af, at jeg havde været lidt for optaget af filmen – og ikke havde lavet trekanterne ens. Det skurede i mit øje, så det blev trævlet op igen – og startet på ny.
Høstjakke er færdig…
Min feriestrik Høstjakke blev færdig søndag. Det var ellers lige ved, at jeg måtte holde en strikkepause, da jeg nær var kommet “gruelig” galt afsted, da jeg skulle vaske op. Jeg fik smadret et glas inde i min håndflade – og til alt held fik jeg ikke trykket hånden ned i glasset og endte kun med et overfladesår. Det sad lidt dum – lige i en fold. Men jeg ville være færdig med det sidste ærme på Høstjakken.
Jeg havde været i tvivl om, hvordan jeg skulle afslutte ærmekanterne. Jeg prøvede nogle forskellige løsninger. Det endte dog med, at jeg strikkede en vrangpind og herefter glatstrik igen. Denne kant blev foldet ind på bagsiden og syet fast.
I dag har jakken været i brug – og jeg fik kæresten til at tage billeder.

Jeg kan godt lide kernelæderbæltet til den grå farve – og min kæde med træ- og koksperle passer perfekt til. Læderbæltet er et genbrugskup til en rund 10’er.
Det blev også til en hyggestund med Afrodite…

Altså en kort hyggestund…

Fede facts:
Opskrift: Høstjakke / Fall coat fra pickles.no – jeg har strikket str. XS, som er gratis. Skal du bruge én af de andre størrelser, skal du selv købe den.
Ændringer: Jeg har strikket både kroppen og ærmerne længere end i opskriften. I den engelske version af opskriften er der en skrivefejl ved, hvordan man skal lukke af på bagstykket. Jeg har gjort pickles.no opmærksom på det. Det er rigtigt i den norske version!
Garn: strikket med 2 tråde supersoft garn fra garnpusher.dk, 575 m / 100 g, farve flannel grey. Forbrug 330 g
Pinde: 6 mm /Knit Picks
Kommentarer: Den er et KÆMPE H I T. Så lækker at have på. Den gør sig rigtig godt til både bukser og kjole. Den bliver én, som jeg kan varme mig i i den milde vinter – og når foråret kommer, er det sikkert min forårsjakke. Eller måske man skulle strikke en farverig forår- og sommerversion? Måske en frisk grøn eller lilla?

















