Arkiv for kategorien ‘Køkkenliv’

Grydebrød…

Jeg fik en anerkendelse, som jeg hurtigt investerede i en længe ønsket  støbejernsgryde. I dag fik jeg prøvet den af for første gang. Jeg lagde ud med grydebrød. Det er ikke en ny ting – men det var det for mig. Jeg er solgt – og der kommer til at blive bagt mange grydebrød her.

 

Jeg havde fundet en opskrift i et lille bagehæfte spækket med masser af lækre, økologiske brød. Jeg fandt på lageret en pose emmer- og fuldkornsspeltmel. Opskriften er meget simpel, men det gav det lækreste brød.

 

Jeg er vild med den sprøde, sprøde skorpe samt brødets krumme. Meget L Æ K K E R T!

 

Der er findes et hav af opskrifter på brød, som kan bages i støbejernsgryden. Det hele handler mest om teknikken med støbejernsgryden – som faktisk ikke er nødvendig. Der stod nemlig i opskriften, at man kunne bage det i en meget var ovn på forvarmet bageplader. Når man havde sat brødet ind, skulle man forstøve vand ind i ovnen.

 

Men som sagt jeg er først lige begyndt på støbejernsgrydebrødbagning…

 

Høstfest 2013…

Vi har en køkkenhave, og i år har vi fået drivhus. Jeg nyder at kunne hente grøntsager, frugt og bær i egen have. Jeg nyder, at vi får lavet en masse godt mad af gode, økologiske råvarer, som er dyrket med hjertet.

 

I løbet af august og september har vi plukket hindbær. Vi har frosset dem ned løbende, da de modnes i små portioner. Det er blevet til en del – og nu står de på hylden i vitualierummet som hindbærmarmelade.

Jeg holder meget af hindbærmarmelade. Jeg bruger ikke så meget sukker, som opskrifter siger. Jeg kan lide at smage bærret, smage sødmen samt den lille eftersmag af syrlighed.

 

Vi har 2 store solbærbuske, som i år gav en god høst. De er forvandlet til solbærsaft og -marmelade.

Jeg ved, at kæresten og svigerfar sætter stor pris på lige præcis solbærsaft og -marmelade.

 

I drivhuset har vi haft agurker – det har været lækkert at plukke direkte fra planten og så skære en skive til rugbrødsmadderne. Vi har fået rigtig mange agurker – og jeg nåede også at få lidt agurk-lede. Nogle er spist friske. Andre er er syltet til agurkesalat.

 

Vi har haft massevis af tomater i drivhuset sammen med basilikum, som er én af vores favoritkrydderurter.

Vi har lavet pizza- og tomatsovs, som er frosset ned og klar til at blive brugt i løbet af efteråret og vinteren. Der er lavet flåede tomater. Jeg har også lavet ketchup efter Prices opskrift. Jeg er meget begejstret for den hjemmelavede ketchup – og jeg skal have lavet mere.

 

Vi har også dyrket pebersnack.

De smager fantastisk og er både brugt i rå udgave samt i pizza- og tomatsovsen.

 

Der er høstet squash i massevis. Nogle er brugt i gryderetter, andre skåret i tern og frosset hen. Nogle er revet og smidt i den lækre squashkage. Andre er revet og bagt med i godt brød.

 

Jeg har plukket æbler. Trods vores æbletræer er små og kun få år gamle, så bærer de smukke, store æbler.

Nogle bliver spist, som de er. Andre skal blive til æblegrød eller æblekage med marcipan.

 

Sidst men ikke mindst – så har jeg høstet/plukket smukke blomster.

 

Jeg glæder mig over alle de glæder, som vi har høstet i vores have og drivhus. Det glæder i nuet – men også i de kommede måneder. Det tager tid at sylte og koge marmelade/saft. Men det er absolut det hele værd.

 

Køkkenskriveri eller…

Den forgangne uge har været en blandet uge. Jeg har taget afsked med én fra fortiden. Det var en smuk begravelse med meget smukke og eftertænksomme ord. Men den fik en masse følelser frem. Der er en sorg for det menneske, som ikke er mere. Alt for frisk og alt for tidligt skulle han herfra. Der er en sorg for hans familie, som har været en del af nogle vigtige år i mit liv. Men det rippede også op i min egen sorg i forhold til min far. Trods det er 23 år siden, så var senariet det samme. Samme kirke, samme billede udenfor kirken da bilen kørte afsted. Mange af de samme ansigter – dog alle lidt ældre. Der har været gode snakke efterfølgende for at sætte tanker på plads.

 

Ugen har også budt på praktisk arbejde i form af vores køkken, som skulle males. Der har været en del rengøring, da vores emhætte var “træt” og ikke havde suget længe. Men det har lysnet op. Det er ikke færdigt endnu. Der mangler nemlig noget vigtigt.

Den emhætte, som vi vil have, er udsolgt – og kommer muligvis først en gang i august! Muligvis venter vi – muligvis finder vi et alternativ.

 

Der er fjernet en hylde, som altid rodede. Her skal vi have en mindre skab med døre, så rodet kan gemmes. Jeg har købt et skab – men ikke det rigtige!

Indtil det er fundet – nyder jeg blot den hvide væg, og den ro det giver.

 

Jeg har en samling af kogebøger. Man skulle faktisk tro, at jeg var den store køkkenskriver med hang til at lave mad. Det er ikke helt korrekt. Jeg kan meget godt lide at læse i kogebøger. Elsker de smukke billeder. Jeg har besluttet at tage et grundigt kig på min samling – og reducere.

 

En mærkbar ændring har været at vi har valgt at “aflive” vores skraldespand på gulvet.

Vi har simpelthen fået en “almindelig” skraldespand indeni skabet. Det er dejligt, at gulvskraldepanden er væk. Vi har dog begge flere gange taget os selv i kort at blive irriteret over, at skraldespanden er væk. For så at huske at vi blot skal åbne lågen under vasken – og så åbner der sig en fiks skraldespand!

 

Der er stadig lidt at gøre i køkkenet – men Rom er ikke bygget på én dag. Siges der!

 

Maling af køkken…

Der er lidt stille her på bloggen. Jeg er i gang med vores køkken. Vores emhætte har længe trængt til at blive skiftet. Den sugede ikke mere. Jeg har nu vasket køkkenet ned indvendigt og udvendigt, samt alle væggene er vasket ned. Lige om lidt skal der spartles et par huller og sættes maletape op. Så er der klar til en gang frisk maling på alle væggene. Det bliver godt. Bedst af alt bliver at få en ny emhætte, som suger, så der ikke bliver så fedtet i køkkenet.

 

Om aftenen strikker jeg et par pinde på den feminine Alfred. Det skrider stille og roligt fremad. Jeg har strikket bærestykket og har delt til ærmer og krop. Jeg nyder stadig perlestrikkens struktur og ikke mindst garnets farve.

Jeg må hellere i gang med malepenslen. God dag til jer…

 

Det tager kun 5 minutter…

Eller der omkring at lave en roulade. Mens jeg spiste morgenmad, læste jeg i nogle blade. Her var der opskriften på roulade – og jeg vidste straks, at det skulle være søndagens eftermiddagshygge.

 

Den er rørt sammen på 5 minutter.

Den er bagt på 5+ minutter.

Den er smurt med marmelade og rullet på under 5 minutter.

 

Roulade er supernemt at bage – og fyldet kan man jo bestemme selv. I dag blev det hindbærmarmelade i den ene ende og appelsinmarmelade i den anden ende.

 

Nu skal den bare nydes med en klat creme fraîche og krus the til.

 

Kreativitet af...
Karina, som holder utrolig meget af at være kreativ. Jeg ønsker at dele mine kreativiteter med dig - og jeg håber, at du vil blive inspireret...

unikarina

Læs evt. mere under "Om".
Jeg er utrolig glad for, at du kiggede forbi - kom endelig igen...
Kontakt mig…
Skriv gerne en kommentar eller hilsen...
unikarina
Copyright © 2009 – 2022
Alle tekster, illustrationer og billeder er mine, medmindre andet er angivet. Indholdet på denne side må derfor ikke anvendes uden min skriftlige tilladelse.
Til salg…
Få en mail med nye indlæg...
Sociale medier…
Enkel nøglering i læder…
Farve garn med avocado…
Pinde til theposer…
Skål i selvtørrende ler…
Hold kaffen varm…
Strik gennem tiden…

Jeg har strikket gennem flere år. Herunder kan du se de seneste år. Resten finder du i øverste fane under “Strik gennem tiden”.

Strik 2021…
Strik 2020…
Strik 2019…
Strik 2018…
Strik 2017…
Strik 2016…
Strik 2015…
Bag svampet squashkage…
Bag nogle skønne boller…
Bag lækre gulerodsmuffins…
Reklamefri…
unikarina
unikarina strikker også her…
unikarina

Jeg strikker sammen med mange andre strikke- og hækleglade fra hele verden...
Blogprisen 2016…
mini_mba

unikarina.dk blev nr. 3 i kategorien "Håndværk og Kreativitet". Tak for din stemme.
Blogprisen 2015…


Afstemningen er slut