Arkiv for kategorien ‘Gør det selv’
Et strikket billede…
Jeg har malet soveværelset. De knap så hvide vægge trængte til at blive hvide igen.
Her ligger Simba og jeg og nyder det nymalede rum. Jeg nyder den nymalede bogreol, som er klar til at få fyldt hylderne op igen.
Simba nyder at få lov at komme i soveværelset. Det er ikke hverdagskost.
Ved sengen er der til den ene side en billedevæg med billeder og ord.
På den anden væg er der kommet et nyt billede. Nemlig et strikket ét af slagsen…
Det er strikket af rester fra garnkurven – og lige ud af hovedet. Jeg har naturligvis valgt sort, hvid og grøn. Jeg har leget med strukturerne i strikken for at skabe liv.
Det strikkede stykke er spændt fast på et malelærred, som danner fin baggrund for strikken.
Jeg synes, at det var sjovt at strikke firkanten. Det udfordrer min perfektionisme at skulle tage tingene hen af vejen. Jeg overvejer at strikke en stak firkanter og samle dem til et tæppe.
Et par forklæder…
Min søde nevø fylder 20 år på mandag. I dag fejres han. Jeg har lavet nogle gaver til ham – den ene får I se her. Min nevø laver gerne mad – og er faktisk rigtig god til det. Jeg har derfor syet et forklæde til ham.
Det ligner noget, som jeg har lavet før. Jeg har nemlig taget udgangspunkt i mit eget forklæde, som jeg stadig bruger flittigt. Det ligner også det, som jeg lavede til min svigermor. På forklædet til nevøen har jeg brugt et rødt skråbånd, da det er hans yndlingsfarve.
Jeg har også syet et forklæde til min ene søster. Til jul havde hun nemlig udtrykt ønske om, at hun godt kunne bruge et forklæde med smæk. Da det blev påske, skulle vi spise frokost hos hende. Jeg ville have syet et forklæde til hende, som påskeæg – men jeg døjede så utrolig meget med allergi på daværende tidspunkt, så energiniveauet var i bund. Jeg gav hende et gavekort. Nu skulle vi ses – og hun skal have hendes påskeæg.
Min søster ønskede sig et forklæde med smæk – men også med regulerbar strop. Jeg er i bund med meget af mit syudstyr – så jeg måtte finde D-ringe på bunden af kassen af dimser.
Nu håber jeg bare, at de hver især kan bruge forklædet.

































