Arkiv for kategorien ‘Glæde’
En pakke fra Norge…
I dag kom en ventet pakke fra Norge. Jeg har nemlig lavet en byttehandel med Kristin. Hun lynstrikker smukke pulsvarmere – og sådan nogle manglede jeg. Specielt når jeg sidder mange timer ved tastaturet. Nu tænker du, at jeg kan da godt strikke. Det har du fuldstændig ret i. Men meget små pinde og noget, som minder om strømper er jeg ikke så begejstret for. Kristin var heldigvis frisk på en byttehandel. Hun er nemlig ikke så begejstret for at sy – og her har jeg det som en fisk i vandet.

Udover de smukke pulsvarmere med hulsmønster strikket i den blødeste uld, så var der et sødt engelophæng og en marcipangris. Nederst på billedet ser I pungen, som blev sendt til Kristin – her var der gemt nogle juleophæng og maskemarkører, som hun faktisk stod og manglede.
Kristin – endnu en gang 1000 tak. Det vidner endnu en gang om de skønne fordele, som der er ved blogland.
4. søndag i advent…
Så er vi nået til 4. søndag i advent. Den sidste dag med adventsgaver. Fra min mor har jeg fået et håndklæde med et smukt broderi. En charmerende høne, som “pipper” lidt hver gang man skal tørre sine hænder. Den er i smukke farver – og med skønne detaljer. Jeg må sige, at jeg beundrer min mor for hendes evner med nål og tråd. Hun er (også) virkelig dygtig til at brodere.

Min mor har også pakket en pakke op i dag. En flettet lygte med hjerte. Den kan bruges både inde og ude.
Kan I hver især nyde søndagen. Jeg vil sysle de sidste julegaver færdig, pakke gaverne ind (får sjældent pakket ind i butikkerne), skovle lidt sne, hygge og bare nyde at det er søndag.

















