Arkiv for kategorien ‘Glæde’
Adventsgaver anden søndag 2012…
Jeg elsker adventssøndage med adventsgaver. Der pakkes pakker op – der glædes. Jeg nyder det.
I dag pakker min mor disse smukke grydelapper ud.

Jeg købte dem hos HanneC til efterårssalg. Jeg synes, at de er så flotte – jeg er vild med farverne.
Fra min mor var der 2 pakker…
Et par foldede traner i miniformat til ørerne

Et par julehjerter til at pynte med
Fra Betina var der en blød pakke… 
Stofprøve i en smuk grøn farve og nogle skønne kort
Engleblid bordløber…
Jeg har i flere år haft lyst til at give min svigermor en filtet bordløber. Jeg troede, at hun mest er til nisser – og at det er svigerfar og mig, som er engletossede. Men i oktober til svigerfars fødselsdag snakkede vi om jul – og svigermor fortalte, at hun hellere vil have engle end nisser.
Nu var jeg slet ikke i tvivl mere. Hun skulle have den filtede bordløber med de blide engle. Den skulle være en del af hendes julegave – men for at hun skal få fornøjelse af den, så har hun allerede fået den.
Har I lyst til at se bordløberen og processen? Så se med.
Som tidligere fortalt så laver jeg gerne projektkasser.
Denne projektkasse bestod af forfiltet uld i metermål, silke i forskellige afskygninger, stjerner i guldtyl, vinger i chiffon med bladmønster og håndklæde.
Her har jeg fået lagt filt og alle delene op.
Jeg bruger samme filteteknik, som når jeg nunofilter.
Før jeg ruller bordløberen sammen, får det lige et lille “regnskyl”.
Bemærk at englen er helt glat.
Efter en tur i saftkogeren for at give det damp og en bumletur i den sorte sæk, så skal bordløberen pakkes ud af stoffet.
I denne proces er nogle af uldens små fibre “kravlet” igennem silken, stjernerne og vingerne. Ulden danner gribearme og holder det på plads.
Bordløberen dyppes nu i varmt sæbevand – tages op og kastes blid mod bordet. Denne proces gentages mange gange, mens jeg bliver mere hårdhændet undervejs. Det er vigtigt at folde filten ud – sikre at der ikke er nogle folder.
Når jeg er færdig med at filte, så giver jeg bordløberen en rulletur omkring en rundstok. Det giver et flot finish.
Den færdige bordløber…
Læg mærke til englens smukke strukturer. Kjolens silkestof og chiffonvingerne var helt glatte, da jeg startede. Nu er det krøllet, fordi det ikke krymper, som ulden gør. Ulden trækker det sammen. Jeg kan rigtig godt lide den effekt, som det giver.
Midt på bordløberen er der et stjernedrys…
Nu holder englene øje med svigermor og svigerfar…

















