Arkiv for kategorien ‘Glæde’
Adventsgaver tredje søndag i advent 2015…
Det er blevet tid til at åbne den tredje pakke i adventskalenderen.
Min mor har allerede en flok af fine, hvide lygtehuse. Men Kähler er kommet med nye i en lille udgave, som, jeg synes, kunne være fin i hendes samling.
Den har været i brug fra morgenstunden, da min mor har været tidlig oppe.
I pakken til mig var der et par smukke engle – igen lavet i det smukkeste patchwork.
Jeg holder meget af engle – og hos mig kan de sagtens være fremme året rundt.
Dagen startede tidligt. Jeg blev vækket kl 5 af en sort pelstot, som havde fået åbnet døren til soveværelset. Simba stod helt oppe i mit ansigt og fortalte højlydt, at han gerne ville bede om morgenmad! Jeg valgte at stå op, give ham mad og åbne kattelemmen, så han kunne smutte ud – og jeg kunne få ro til at sove videre. Jeg faldt aldrig helt i søvn igen – og nu mærker jeg, at tætheden sniger sig ind på på mig. Heldigvis har vi været ude at nyde det gode vejr med en tur i skoven. Her fik vi suget D-vitaminer ud af solen. Vel hjemme igen fik vi lige ryddet lidt op udenfor og fik besøgt lossepladsen med en gang skrammel. Det er så dejligt, når det er gjort.
Resten af dagen står bl.a. på gaveindpakning. Jeg elsker at pakke gaver ind – så det bliver en hyggestund. Jeg håber, at I hver især nyder dagen.
Adventsgaver anden søndag i advent 2015…
I dag er det anden søndag i advent – og min mor og jeg har åbnet vores gaver fra hinanden.
Min mor har syet de finest juletræer i patchwork i smukke, grønne stoffer. 
Jeg er altid imponeret over min mors patchwork. Det er så fint – og syet med de fineste, usynlige sting. Hun har en utrolig tålmodighed med at sy i hånden.
Jeg har haft gang i strikkepindene og har strikket en “perlerække”
Farven er en smuk lilla, som jeg desværre ikke kunne fange på kameraet. Jeg håber, at det kommer til at pynte og lune min mor.
Dagen i dag bliver en stille dag. Jeg var i Århus i går hos min ene søster sammen med min mor. Her var vi rundt på julemarkeder og skønne kunstbutikker. Jeg har desværre fået duft- og parfumeallergi – så at være sammen med en masse mennesker med hver deres kunstige dufte gør, at jeg dagen efter får “tømmermænd”. Så dagen skal blot nydes indenfor i varmen og tørvejr med afslapning med the og en æbleskive eller to.
Håber I hver i sær får en god dag…






















