Forfatterarkiv
Mon jeg kan huske det…
Jeg har ikke strikket de sidste 2 uger. Vildt. Og jeg kan mærke, at abstinenserne begynder at blive store. Selv min kæreste har bemærket, at jeg ikke har strikket! Den første uge var jeg optaget af at brodere. Der var lidt drilleri i det projekt. Men det blev færdigt – og godt.
I denne uge kom jeg ikke i gang. De første par dage var jeg plaget af larmende træthed pga. allergi. Onsdag fik jeg mig en stor forskrækkelse. Sådan én lige ved og næsten. Men der var én, som holdte hånden over mig. Der var en modkørende, som var langt over i min vejbane – og vi slap med skrækken, fordi jeg fik bremset ned samt trukket så langt ud til højre, det var muligt. Herefter manglede vi begge vores sidespejl – og var en forskrækkelse rigere. Det var en grim oplevelse – men jeg er dybt taknemmelig. Vi slap med skrækken og materielle skader. Dog valgte min i forvejen spændte muskler at spænde mere op – og jeg har været rædbrækket i kroppen og træt. De værste muskelspændinger er væk – og resten tages i næste uge. Det er altså ikke godt at blive ramt af muskelspændinger i feriesæsonen!
Men jeg skal have gang i strikkepindene – og mon jeg kan huske det? Jeg tror, at det er som at cykle. Det kommer hurtigt tilbage til én. Jeg skal bare lige have valgt projektet – for der er nok at gå i gang med. Jeg summer og finder nok på noget. Jeg skal også have noget på pindene til tirsdag for, da mødes vi i strikkeklubben.
Ellers skal weekenden gå med praktisk arbejde – ukrudtet gror, som det bliver betalt for det. Søndag skal jeg være i skønneste selskab af en masse bloggere i Århus. Jeg glæder mig. Jeg tror at det bliver rigtig hyggeligt – og det bliver så dejligt at få sat et fysisk ansigt på.
Håber du ser frem til en skøn weekend. Nyd den – og husk at være taknemmelig!
Varm gave…
Sidste år syede jeg en thehætte til min søster. Jeg fik en henvendelse fra en veninde fra barndommens land, som ønskede sig en ny thehætte. Hun fik mønstret, så hun selv kunne sy én.
Jeg er nu blevet inviteret til fest for at fejre, at hun fylder år og har afsluttet en eksamen. Hun skal fejres med hyggeligt samvær, god mad og nogle gaver. Jeg tog kontakt til hendes mor for at høre, om hun havde fået lavet den thehætte. Det har hun ikke – og med udgangspunkt i hendes øvrige gave samt hendes hjem, har jeg været i gang.
Jeg har været i gang med broderinålen. En vrimmel af prikker. Sorte på hvid baggrund – og en enkelt grøn. 
De skønne prikker er syet sammen med knasende sprødt hør – og et forårsgrønt foer. Modtageren har samme svaghed for sort, hvid og grøn som mig! Jeg ved godt, at hun havde set den halvrunde thevarmer – men jeg havde lyst til at lave kontrast til de runde prikker ved at lave selve varmeren firkantet.
Jeg har i ugen været i gang med diverse broderiforsøg, som ikke lykkedes. Der følger nemlig et par keramikskåle med thehætten – hvide med sorte striber, næsten magen til min. Jeg havde gang i et “skydeskive” broderi – men det virkede ikke rigtigt. 
Pludselig fik jeg gang i prikkerne. De blev strøet med løs hånd over stoffet – stærkt inspireret af nogle glasskåle jeg lavede for mange år siden.

Nu håber jeg blot, at thehætten passer hendes thekande – og fremover kan holde theen varm for hende.
Ha’ en dejlig dag…

















