Indlæg tagget med ‘Uld’
Næste projekt…
Jeg har “prøvekørt” en poncho. Sådan en klassisk én med rullekrave og smukt mønster. Jeg kan mærke at sådan én, kan jeg ikke leve uden! Så mit næste strikkeprojekt er en poncho.
Det smarte ved at have “prøvekørt” denne poncho er, at jeg har fundet ud af det gode og det mindre gode. Jeg har en god fornemmelse af størrelse og tykkelse. Den afprøvede model danner en “rullepølse” lige under rullekraven – og det skal jeg have fundet ud af, hvordan jeg undgår. Jeg har på fornemmelsen, at det er, fordi den er strikket uden udtagninger til “skuldre”. Jeg har fundet en opskrift i Hendes Verden, som bliver min grundmodel.

Garnet er på lager – en lækker, ulden koksgrå. Jeg tror faktisk bare, at den skal være ensfarvet – og så krydres med de smukke, gule knapper.
Nå ja – og så har jeg stadig sjalsdrømme. Men det er godt at have en masse strikkedrømme…
I den anden grøft…
Jeg havde tænkt, at hvis jeg nu strikker en let forårs- og sommerbluse, så må foråret da komme. Men det holder lidt igen med at komme – som om det er lidt genert og ikke rigtig vil komme ud af sit skjul! Men bare rolig forår – jeg venter på dig (omend med lidt utålmodighed).
Så tænkte jeg, at jeg kunne gå i den anden grøft og strikke noget mørkt – så sort som Lakrids. Jeg er startet op på et Camomille sjal af Isager. Jeg strikker det i Blackhill Højlandsuld.

Jeg strikker med både dobbelt og enkelt tråd af Blackhill-garnet. Man kan ikke rigtig fornemme striberne endnu. Jeg strikker lidt videre – men jeg kan ikke rigtig fornemme, om det er det rigtige. Jeg har jo set Yt’s smukke Camomille sjal i bomuld og hør. Det er SÅ smukt… Og jeg har på fornemmelsen, at det er hendes valg af materialer, som giver sjalet det ekstra touch.
Jeg kan også se, at jeg får brug for assistance, når jeg har strikket sjalet færdigt. Der skal nemlig hækles langs den øverste kant. Jeg er ikke så skrap til hækling – men mon ikke jeg kan finde én (sød svigerinde), som kunne hjælpe mig på vej!
Ha’ en rigtig dejlig dag…

















